Preben Kastrup ville ikke på pension. Han var 75 år, men der skulle være, så de kunne komme til Kreta, plejede han at sige som en undskyldning. Der skulle være til bilen. Så han blev ved som social- og sundhedsassistent på Plejehjemmet Salem i Gentofte. 

”Han elskede sit arbejde,” siger Preben Kastrups kone Birgit Kastrup. 

”Han ville ikke stoppe.”

Tre gange sagde hun til ham, at hun syntes, han skulle slappe af og nyde sin alderdom.

”Så sagde jeg det ikke mere. Han måtte fortsætte, til han ikke kunne mere.”

Og det gjorde han.

Den 22. maj 2020 klokken 20.10 slukkede lægerne for respiratoren, hvor han igennem fire uger havde kæmpet for sit liv. Lige som 12 andre medarbejdere og 19 beboere på Salem, var Preben Kastrup blevet smittet med coronavirus. For ham blev mødet med sygdommen fatal. 

”Du må tage dig sammen, sagde jeg, da han ringede til mig, lige inden han blev lagt i respirator. Rejsen var bestilt. Jeg elsker dig, svarede han. Og så brød jeg sammen. Det var sidste gang, jeg talte med ham,” siger Birgit Kastrup. 

Læs også: Coronasmitte koster 36-årig sosu-assistent livet

Preben Kastrup blev social- og sundhedsassistent i en sen alder. Oprindeligt var han udlært frisør, siden blev han bankbetjent, og til sidst arbejdede han i en it-virksomhed, da han midt i sine 50'ere blev ramt af en blodprop, der sendte ham hjem fra arbejde. Efter halvandet år fik han nok. Der skulle ske mere end at gå ture med den hund, han havde fået for ikke at gå til i kedsomhed. 

Så han begyndte at lave mad i en børnehave og opdagede, at han havde en særlig forbindelse til børnene. Han lyttede til dem, tog dem alvorligt, snakkede om alt og spurgte ind til, hvad de selv syntes, og det gjorde, at han sjældent stod alene, når han lavede maden.  Efter noget tid tog han arbejde på et plejecenter. 

”Han har altid kunnet lide at gå på arbejde. Men det med mennesker og især de ældre mennesker, det brændte han for,” fortæller Birgit Kastrup om dengang, han kom hjem fra arbejde og fortalte, at han skulle tilbage på skolebænken. Nu ville han have uddannelsen. Han ville blive i faget. 

”Hvis han ville noget, så gjorde han det. Uanset hvad man sagde. Det var sådan, han var.” 

Barberede de gamle

Med årene blev han næsten jævnaldrende med de beboere, han plejede. Han barberede de ældre mænds hår på plejecenteret, og mens håret røg, fortalte han historier, de ældre selv kunne genkende.

For Preben Kastrup havde levet det samme liv. De ting, de havde oplevet, havde han selv været igennem, og den musik, han spillede for dem, var musik fra dengang, de selv var ude at danse. Frank Sinatra, De Tre Tenorer og Bjørn Tidmans viser. Han måtte ikke stoppe, sagde beboerne til ham. Han skulle blive på plejecenteret. Birgit havde ikke en chance. 

Preben Kastrup kunne mærke, at han fik meget, fordi han gav meget. Borgerne glædede sig til de dage, hvor det var Preben, og spurgte, hvor han var, når det var en anden. Plejecenteret blev hans andet hjem, nogle af de ældre blev mere end kun beboere, og når de gik bort, blev han ramt, som var det en nær ven. 

Læs også: Strakspåbud til corona-afsnit på hospital efter dødsfald

Til sidst tog han kun aftenvagter. Han arbejde fem aftener om ugen og holdt fri i to. Han holdt af den særlige stemning, der hersker på plejecenteret, når der ikke er lægeaftaler, der skal overholdes og pårørende, der skal besøge. Han kunne lide at gøre borgerne klar til natten, han holdt af at snakke med dem om, hvordan dagen var gået, og når gamle Elly bad om et godnatkys, så fik hun et på panden. Men når hun spurgte, om de skulle giftes, sagde han nej. 

Preben Kastrup kunne lide at lave mad. Når han smurte madpakker til sine egne børn, var det højtbelagt, og når han juleaften lavede julemad på plejehjemmet, insisterede han på, selv at stege hele ænder, så duften spredte sig på gangene, i stedet for at få leveret andebryst fra centralkøkkenet.

Han virkede ikke som om, han var på arbejde, når han var på arbejde. Han indrettede sig på plejecenteret som var det hans hjem, og på den måde kom borgerne til at føle, at det var deres. Jeg vil ikke på plejehjem, Preben, kunne Elly finde på at sige. Jeg vil blive her.

Der skulle være styr på sagerne, syntes han. Tingene skulle gøres færdige, også selvom det betød fem minutter ekstra. Og hvis han havde lovet at komme ind før sengetid, så kom han. Han havde en kraftig stemme, og alle vidste, hvem den tilhørte, når de hørte den. Den gjorde borgerne trygge. ’Er du træt?’ spurgte han på sin rolige facon. ’Jeg er her. Du kan godt falde i søvn nu.’ Og så sov de. 

Testen blev positiv

Med årene blev han selv mere træt, og hoften begyndte at drille, men ellers fejlede han ikke noget. Men når der var tunge terminalpatienter, eller der var travlt på plejecentret, kunne børnene Marianne, Allan og Dennis mærke det, når de som en fast tradition kom hjem til rækkehuset i Lyngby til mad mandag efter arbejde. Preben Kastrup var familiemenneske og forkælede sine fem børnebørn, så Disneyfilm, tog til håndboldkampe og hentede fra skole. Han kunne lide actionfilm og al slags sport. Så fodbold, håndbold, tennis og stod gerne op klokken fire om morgenen for at se Formel1. 

I slutningen af marts blev han syg. Først lå han på sofaen i rækkehuset i Lyngby. Så rykkede han op i soveværelset. Coronatesten var negativ, men Preben Kastrup blev dårligere. Han spiste ikke, kroppen gjorde ondt, et bad kunne tage halvanden time, og han fik svært ved at gå. Efter halvanden uge sagde børnene stop, han skulle indlægges. Langfredag kom han på intensiv på Gentofte Hospital. Denne gang med en positiv test.

Læs også: Coronasmittet beboer på plejehjem døde søndag morgen

Giv slip

Preben Kastrups tilstand blev værre. Til sidst trak han kun vejret med det øverste af lungerne. 

”Vi kunne alle se, hvor det bar hen,” siger Birgit Kastrup om sidste gang, hun så ham, hvor han lå livløs i respiratoren.

Den mand, hun havde kendt i 57 år og været gift med i de seneste 55, den mand, der på frisørskolen havde drillet hende ved at prikke hende i maven med hendes lyseblå paraply, indtil hun gengældte interessen. Den mand, som stadig drillede hende, så snart han fik en chance. Han skulle ikke hjem som en grøntsag. 

”Nej. Det ville han ikke. Det skulle han ikke. Det kunne jeg ikke byde ham. Så jeg sagde til ham, at han skulle give slip.”

Til begravelsen tabte præsten skovlen med jord under ceremonien, og Birgit Kastrups hæl faldt af skoen, så hun måtte humpe rundt.

”Det var ham,” siger Birgit Kastrup og ryster på hovedet, som om hun er sikker i sin sag. 

”Han driller mig stadig.”  

Portrættet af Preben Kastrup er blevet til ved interview med enken Birgit Kastrup, børnene Dennis Kastrup, Marianne Kastrup Weyhe og Allan Kastrup, svigersønnen Peter Kastrup Weyhe samt pårørende Anette Pedersen