Annonce

I testteltet holder en hånd med blå handske en test for corona

Tema: Coronavirus

Medarbejdere testes i fritiden: Vi føler ikke, vi kan sige nej


Når personalet i ældreplejen skal testes for corona, sker det ofte i deres fritid. Mange ansatte oplever, at anbefalingen om at blive testet ikke giver dem et valg. På Bornholm har det ført til, at FOA kører en sag mod kommunen. 

Annonce

Testanbefalingerne for den enkelte kommune bestemmes af, hvor mange smittede der er i kommunen.  Tobias Stidsen

Af Anja Skov Granerud
Journalist

Annonce

I Morsø Kommune blev medarbejdere pålagt at lade sig coronateste i deres fritid. Det har ført til, at FOA har startet en sag i Arbejdsretten. Men Morsø er ikke den eneste kommune, hvor medarbejderne bruger deres fritid på at blive testet for corona. 

På Bornholm er ansatte i ældreplejen også utilfredse med forholdene. En af dem er social- og sundhedsassistent Line Marie Jørgensen, der arbejder på plejecenter Klippebo i Gudhjem. Da en kollega tilbage i maj blev testet positiv, blev hun i sin ferie kontaktet af sygehuset. 
 
”Jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg havde en tid til at blive testet. Jeg var på vej til Fyn på ferie og måtte ringe rundt for at finde ud af, om jeg kunne blive testet der - jeg følte ikke, jeg havde et valg, og derfor vil jeg mene, at der var tale om et pålæg,” siger hun.  
 
Heidi Bundgaard Jensen, der er arbejdsmiljørepræsentant på samme plejecenter, genkender denne oplevelse hos andre ansatte.
 
”Os, der blev ringet op af sygehuset, følte ikke, vi kunne sige nej til at blive testet,” siger hun. 
 
Som kompensation tilbød Bornholms Regionskommune (BRK) en halv times løn til dem, der måtte lade sig teste i fritiden. Men for de ansatte var en halv times løn ikke nok til at dække den tid, de har brugt i blandt andet ferier som i Line Marie Jørgensens tilfælde. 
 
”For mange tager det længere tid end en halv time, fordi de også skal køre frem og tilbage. Der er jo i nogle tilfælde tale om inddragelse af en fridag, og derfor burde der gælde de samme regler, som når vi bliver pålagt at møde på arbejde på en fridag,” siger Heidi Bundgaard Jensen. 
 
Det har nu ført til, at FOA Bornholm har indledt en sag mod Bornholms Regionskommune.
 
”Vi har at gøre med personale, der står i frontlinjen, og som tager sig af en gruppe borgere, som kan blive virkelig syge, hvis de bliver smittet med corona. Derfor bør arbejdsgiveren kompensere dem for den tid, de reelt bruger på at blive testet,” siger Dorthe Leah Pedersen, der er formand for Social- og sundhedssektoren i FOA Bornholm.
 
Bornholms Regionskommune har ikke ønsket at kommentere på en igangværende sag.
 

Også et problem i Hjørring 

I Hjørring Kommune anbefales det, at medarbejderne i hjemmeplejen bliver testet hver 14. dag, fordi kommunens smittetal gør, at den er kategoriseret som en rød kommune. Men testningen finder sted i fritiden. Det fortæller Sonja Engel Walther, der er ansat i hjemmeplejen.
 
”Det er ikke et krav, at vi bliver testet, men selvfølgelig gør vi det, når det anbefales. Jeg tør ikke lade være,” siger Sonja Engel Walther.
 
Af en aftale mellem Sundheds- og Ældreministeriet, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner fremgår det, at testning på arbejdspladserne skulle være implementeret ved udgangen af august. 
 
Men mange steder er det altså stadig op til den enkelte medarbejder at sørge for testningen. Hjørring Kommune understreger, at det ikke er et krav, at de ansatte lader sig teste.
 
”Det er vigtigt at understrege, at der er tale om et tilbud om testning til personalet, og at der ikke er konsekvenser, hvis man vælger ikke at blive testet,” siger Susanne Damgaard, konstitueret områdeleder for Syge- og Hjemmeplejen i Hjørring Kommune. 
 
I Hjørring Kommune oplever Sonja Engel Walther, at der er opstået en form for gruppepres i medarbejdergruppen.
 
”Især i starten var der en form for gruppepres, fordi man udsætter alle for risiko, hvis man ikke bliver testet løbende. Vi kan jo godt se, at hvis vi får et udbrud her, så er der ikke personale tilbage til at passe arbejdet,” siger hun.
 
Hun ser det som et spørgsmål om mangel på ressourcer fra kommunens side.
 
”Vi er allerede pressede og bruger mange vikarer, så der er ikke tid til, at vi alle sammen bliver testet i arbejdstiden,” siger Sonja. 
 
Hjørring Kommune venter på en ny testordning.
 
”Vi venter stadig på, at den nye testordning bliver implementeret fra højere sted. Den hidtidige ordning fortsætter indtil videre efter aftale med Region Nordjylland og Testcenter Danmark,” siger Susanne Damgaard, konstitueret områdeleder for Syge- og Hjemmeplejen i Hjørring Kommune. 
 
Fra Sundheds- og Ældreministeriet, der sammen med KL og Danske Regioner er ansvarlig for at implementere en ny løsning, lyder det i en mail:
 
”Der er indgået en aftale, og parterne er i fuld gang med at implementere den. Der kan dog være lokale variationer i, hvordan testindsatsen konkret foregår.”
 
KL har ikke ønsket at udtale sig om forholdene i de to kommuner. 

 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev