Er du i risikogruppen og blevet omplaceret, eller er du en af dem, der venter på, om aftalen bliver forlænget? Så hører Fagbladet FOA gerne fra dig. Send en mail til idbo@foa.dk.
Hvordan fremtiden om en uge ser ud for personer i risiko for smitte med coronavirus, er der ingen, der ved lige nu. Der udløber aftalen nemlig om hjemsendelse med sygedagpenge eller løn for folk i risikogruppen eller folk med nære pårørende i risikogruppen.
”Vi håber selvfølgelig på en forlængelse af den politiske aftale, og vi håber, at det lykkes os at genforhandle den aftale, vi har med KL og Danske Regioner, om at de ansatte kan sendes hjem med fuld løn,” siger forbundssekretær i FOA, Maria Melchiorsen.
Situationen er nu, at Fagbevægelsens Hovedorganisation opfordrer forligskredsen, der består af alle Folketingets partier, til at forlænge den politiske aftale frem til 31. december 2020. Bliver aftalen ikke forlænget, har Forhandlingsfællesskabet ikke mulighed for at genforhandle deres aftale om hjemsendelse med fuld løn for ansatte i regioner og kommuner. Tirsdag den 25. august mødes hele forligskredsen for at evaluere ordningen.
Læs også: Aftale om penge til corona-risikogrupper er på plads
FOA: Nu skal vi passe på de ekstra sårbare
Bliver ordningen ikke forlænget, er der en række lønmodtagere, der kommer til at stå i et dilemma.
”Det håber jeg ikke, vi kommer ud i. Især ikke i forhold til, hvordan smittetrykket ser ud i landet lige nu. Så kommer medlemmerne til at stå i en utrolig svær situation, hvor de skal vælge mellem forsørgelse og helbred,” siger Maria Melchiorsen.
Men hun er også optimistisk i forhold til muligheden for at få forlænget den politiske aftale om ret til at blive hjemsendt med sygedagpenge.
”Jeg tror på, at den politiske aftale bliver forlænget. Det burde der være penge til. Og det er altså nu, vi skal passe på dem, som er ekstra sårbare,” siger hun.
Håber på ændring af refusionsordning
Udover en forlængelse af aftalen kæmper FOA for, at reglerne om ret til sygedagpengerefusion til de hjemsendte ikke skal være så firkantede, som de er nu.
Lige nu er det sådan, at en arbejdsgiver ikke får refusion, hvis det kun er muligt at finde et mindre antal timers arbejde om ugen, end den hjemsendte er ansat til.
"Vi har i FOA ellers hørt om flere medlemmer i risikogruppen, der har kunnet arbejde delvist hjemmefra med omsorgsopkald til udsatte ældre eller med ansvaret for at lægge vagtplan for eksempel 10 eller 15 timer om ugen. Der har bare ikke været arbejdsopgaver nok til at udfylde det timeantal, som den hjemsendte er ansat på. Og så må arbejdsgiver vælge mellem slet ikke at få refusion eller at fritage den ansatte helt fra at udføre nogle arbejdsopgaver og få fuld refusion. Det er enten eller," siger Christine Sarka, som er socialpolitisk konsulent i FOA.
Hun fortæller, at FOA er fortaler for muligheden for at arbejde delvist i denne situation, da det har stor betydning for de hjemsendte, at de kan deltage i arbejdsopgaverne og arbejdsfællesskabet i det omfang, det er muligt.
Derfor arbejder FOA for, at sygedagpengerefusionen skal kunne udbetales for de timer, hvor det ikke er muligt at finde arbejdsopgaver til den udsatte ansatte. Ligesom det gælder ved normal sygdom.
”Det er ønskescenariet," siger forbundssekretær i FOA Maria Melchiorsen.
"Men første step er, at forligsparterne forlænger aftalen og hjælpepakken, og at vi tilsvarende har mulighed for at lave aftalen med Danske Regioner og KL om, at medarbejderne bliver sendt hjem med løn. Den sidste del ser ud til at blive sværere. Men vi håber, at vi kan få landet begge dele,” siger hun.
Det har ikke været muligt at få oplyst fra Beskæftigelsesministeriet, hvor mange der benytter af ordningen om sygedagpengerefusion.