Verden er ikke mere, som vi kender den – på godt og ondt. På godt ved at luften, vi indånder, er meget renere, end den plejer. På godt ved at verdens CO2-udslip er reduceret væsentligt. Og på godt ved, at vores nye adfærd kan ændre på vaner og i sidste ende give os et sundere og bedre liv, både arbejdsmæssigt og privat. Det sidste er et fromt ønske og forudsætter klare bud på, hvad vi vil ændre på og gerne vil undgå fremover.

Fagbevægelsen har gjort sin pligt under sundhedskrisen. Der er lavet trepartsaftaler, der sikrer arbejdsløse lidt mere tryghed, og som fastholder mange lønmodtagere i job på trods af nedlukninger. Det manglede også bare.

Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid

Til gengæld er det umuligt at få øje på præcise og visionære ønsker og krav til et Danmark, et EU og en verden her på tærsklen til en måske langvarig og omfattende økonomisk krise. Hvordan undgår vi, at de svageste skal betale? Hvordan undgår vi, at endnu flere centrale brancher og virksomheder koncentreres på færre hænder? Og hvad er Danmarks bidrag til at samle EU i et mere solidarisk fællesskab som bolværk imod endnu større ulighed?

Sådanne visioner er desværre fraværende i fagbevægelsens bidrag til veje ud af krisen. Derfor vil jeg komme med mine bud på en vej ud af krisen og et grundlag for en bedre fremtid: Stop for privatiseringer og markedsgørelse. Genskab fælleseje til central infrastruktur. Mere tryghed gennem velfærd og ikke gennem velstand. Mere forebyggelse fremfor symptombehandling. God sommer til jer alle.

Klummen er bragt i det trykte Fagbladet FOA.