Da Retten i Næstved forleden behandlede sagen mod bandelederen Hemin Dilshad Saleh, forsøgte han via sin forsvarer at sige undskyld til de fire social- og sundhedsassistenter, der blev taget som gidsler og truet på livet i forbindelse med hans dramatiske flugt fra den retspsykiatriske afdeling SL10 i Slagelse. Og han tilbød også at mødes med en af dem – hans kontaktperson Camilla på afdelingen – i et konfliktråd, hvor offer møder gerningsmand.
”Jeg overvejede kort, om det var en god idé. Men jeg sagde nej, da jeg hørte, at Hemin og de andre tiltalte havde siddet og grinet i retten, da de så overvågningsvideoerne fra den eftermiddag. Jeg har ikke noget at tale med ham om,” siger Camilla.
Sammen med to af sine kolleger fra den eftermiddag, Mette og Tina, fortæller hun nu for første gang offentligheden om forløbet op til og efter den dramatiske tirsdag 19. november sidste år.
Læs også: Fangeflugt: Trusler på livet mod sosu'er koster 15 måneders fængsel
Vi blev svigtet
De er stadig – som Mette formulerer det – ’vrede’ over, at de pludselig havnede i den situation. Og mens de altså ikke har behov for en undskyldning fra forbryderen, vil de meget gerne have en undskyldning fra Kriminalforsorgen som repræsentant for de myndigheder, der havde ansvaret for bandelederen op til hans indlæggelse i Slagelse 13. november.
”Vi blev svigtet, da Hemin blev anbragt på SL10 helt uden opsyn fra politiets side. Det vil virkelig være godt at sidde over for de ansvarlige og fortælle dem vores historie”, siger Camilla om det ’alternative konfliktråd’.
”Det er første gang i mine 16 år i retspsykiatrien, at der ikke har været besøgs- og brevkontrol på sådan en type patient med banderelationer. Jeg har aldrig set så lidt beskyttelse,” siger Mette.
”De må gerne vide, hvordan vi oplevede det,” siger Tina.
Den 24-årige bandeleder blev i oktober sidste år anholdt i Lyngby efter at have været eftersøgt for en voldsforbrydelse i en frisørsalon på Nørrebro. Mens han sad varetægtsfængslet, forsøgte han to gange at tage sit eget liv og blev derfor indlagt på den almene, lukkede psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital i København.
Her var han døgnet rundt under bevogtning af to betjente, indtil han blev overført til SL10 i Slagelse.
I de dage blev hans sag kommenteret og behandlet af blandt andet Kriminalforsorgen, politiet, anklagemyndigheden, statsadvokaten, byretten og en psykiater. Forløbet er grundigt beskrevet i den redegørelse om hele sagen, Rigspolitiet afleverede i januar, og her beskrives flere modsætninger.
For eksempel mente en læge på Bispebjergs psykiatriske afdeling således, at Saleh ikke viste tegn på sindssygdom og ikke længere burde være indlagt. Men en byretsdommer var uenig og afviste anklagemyndighedens ønske om at få bandelederen tilbage i en arrest. Og når han derefter landede i surrogat i Slagelse, skyldtes det blandt andet, at han ikke måtte indlægges på en af de to retspsykiatriske afdelinger i hovedstadsområdet. Her var der nemlig bandemedlemmer, han ikke måtte placeres sammen med.
Der var også forskellige vurderinger af, hvorvidt Saleh var ’farlig og flugttruet’. Og når han ikke fik besøgs- og brevkontrol – og dermed var underlagt politiets ansvar – skyldtes det lovgivningen: den voldsforbrydelse, han var anholdt for, var fuldt opklaret, og så sker der som udgangspunkt ikke den slags indskrænkninger, fremgår det.
Alligevel konkluderer redegørelsen om forløbet, at politiet forud for Salehs anbringelse i Slagelse burde have taget initiativ til at gå i dialog med afdeling SL10 for at vurdere behovet for ’eventuel politimæssig bistand ved gennemførelse af besøg.’
Eller som social- og sundhedsassistenten Mette siger:
”Allerede den første dag undrede jeg mig over, at der ikke var besøgs- og brevkontrol på ham.”
Patientkategorien på retspsykiatrisk afdeling SL10 i Slagelse er surrogatvaretægtsfængslede. Det vil sige, at alle patienter har et kriminelt forhold. Forholdene på afdelingen er dog mere lempelige end i arresten grundet psykiatriloven.
Jørgen True
Overlægen skred ind
To dage senere mødte Camilla på vagt. Hun har arbejdet i psykiatrien i 25 år – heraf seks år i retspsykiatrien. Og hun er vant til at arbejde med hærdede forbrydere fra organiserede kriminelle miljøer.
Således er alle patienter på SL10 i Slagelse surrogatfanger, der på grund af diagnoser og/eller aparte og måske selvskadende adfærd ikke kan sidde varetægtsfængslet i en arrest.
Midt i november sidste år var Camilla på aftenvagt både fredag, lørdag og søndag. Hun kan af hensyn til tavshedspligten ikke fortælle om sine oplevelser med Saleh, men i redegørelsen fra Rigspolitiet fremgår det, at overlægen på SL10 mandag kunne konstatere, at der i løbet af weekenden var forskellige udfordringer i forhold til at få surrogatfangen til at respektere afdelingens husorden.
Planlagde flugt
Det beskrives blandt andet, at han havde flere besøg og var meget flittig på sin telefon, som havde været inddraget de første dage, men han havde fået lov til at benytte i weekenden.
På den baggrund besluttede overlægen mandag, ifølge redegørelsen, at inddrage telefonen igen. Og tirsdag havde han dannet sig et så godt billede af surrogatfangen, at han kontaktede politiet og meddelte, at Saleh faktisk ikke burde være indlagt på en psykiatrisk afdeling. Under den samtale bad overlægen også, ifølge redegørelsen, politiet om at indføre besøgs- og brevkontrol. Det afviste politiet.
I dag er Camilla ikke i tvivl om, at Saleh brugte den weekend på at planlægge flugten.
”Anderledes kan det ikke have været,” siger hun og understreger, at de tre medarbejdere ikke har det mindste at udsætte på deres arbejdsplads:
”Vi kunne ikke have handlet hurtigere på vores afdeling.”
Et arrogant afslag
I stedet mener de alle tre, at politiet og Kriminalforsorgen skulle have givet bedre besked, om hvem Saleh var.
”Det er politiet og Kriminalforsorgen, der ikke har gjort deres job godt nok. De tørrede et problem af på os. Vi kunne godt tænke os at høre dem fortælle om det her forløb og ikke bare det, der står i Rigspolitiets redegørelse,” siger de tre social- og sundhedsassistenter.
Den invitation agter Kriminalforsorgen ikke at tage imod. I en mail til Fagbladet FOA henvises der i stedet til netop Rigspolitiets redegørelse.
Ærgerlig afvisning
Og den afvisning er ’ærgerlig’ ifølge Maria Melchiorsen, der er forbundssekretær i FOA.
Hun har fulgt sagen tæt og er imponeret over det overskud, Camilla, Mette og Tina viser ved at foreslå at mødes med Kriminalforsorgen i et ’konfliktråd’.
”Det er en glimrende idé. De tre social- og sundhedsassistenter har brug for at lukke sagen helt og komme videre. Og hvis det hjælper dem at tale med Kriminalforsorgen om det svigt, de føler, de har oplevet, burde forsorgen selvfølgelig sige ja. Og hvem ved? Måske Kriminalforsorgen også kunne lære noget af sådan en samtale? Så ville det være rent win-win. Nu er det bare hovedrystende og en smule arrogant,” siger Maria Melchiorsen.
Nye vagter er overflødige
Efter forløbet er der i forlængelse af Rigspolitiets redegørelse kommet en række nye tiltag, der skal sikre, at lignende fangeflugter ikke sker igen. Blandt andet bliver der nu tilkaldt en sikkerhedsvagt fra G4S, når der er indlagt patienter med banderelationer.
Det initiativ har Camilla, Mette og Tina ikke voldsom respekt for.
”Det skaber en falsk tryghed, for de her vagter er ikke bevæbnede. Psykiatrien er ikke et fængsel, men et hospital, og kan ikke beskytte mod folk, der kommer udefra – eksempelvis organiserede netværk. Det er en opgave for politiet,” siger de tre og tilføjer:
”Selv om der havde været en G4S-vagt hos os den dag, havde han ikke stoppet Salehs flugt. Så på den måde virker det ligegyldigt. Og derfor kan det ske igen.”
Straffen for mild
20. maj blev Saleh idømt 15 måneders fængsel for forbrydelsen. Hans nærmeste håndlanger – den nu 18-årige mand, der smuglede to gasvåben ind på afdelingen – fik et års fængsel.
Deres tre ofre sidder tilbage med en ærgerlig fornemmelse af, at de slap for billigt.
”Jeg synes slet ikke, det er nok,” siger 43-årige Tina.
”Jeg havde håbet, at man kunne sætte et eksempel, så det her ikke sker igen,” siger Camilla.
”For os vil det altid være uforståeligt, at han blev placeret hos os uden politibeskyttelse, når man tænker på hans placering i bandemiljøet og hans kriminelle historik. Det vil klæde de ’rette instanser’ at påtage sig deres ansvar,” siger Mette.
Mette og Camilla ønsker ikke deres efternavne oplyst i artiklen. Tina er et dæknavn. Fagbladet FOA er bekendt med alle tre personers rigtige identitet.