Annonce

Børneekspert fra tv-eksperiment: Jeg er rystet


Dårlige normeringer i daginstitutionerne påvirker børnenes evne til at udvikle sprog og fungere i sociale sammenhænge. Det viser TV2 dokumentaren ’Eksperimentet med vores børn’ eksempler på ifølge én af Danmarks førende eksperter på området.

Annonce

"I TV 2 dokumentaren 'Eksperimentet med vores børn' ser vi tydeligt, hvordan for lidt udviklende voksenkontakt påvirker børnene negativt," siger lektor Grethe Kragh-Müller fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse. Carsten Overbye/TV 2

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

I løbet af sin tid som lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) har Grethe Kragh-Müller set mange forskellige udgaver af pædagogisk arbejde.

Alligevel blev hun rystet, da hun medvirkede i TV 2 dokumentaren ’Eksperimentet med vores børn’, som vises på TV2 i dag torsdag 31. oktober. Her er hun blevet bedt om at vurdere den pædagogiske kvalitet i den integrerede institution Unoden i Viborg på baggrund af videooptagelser, som et tv-hold havde indhentet over et par uger.

Blandt andet ser man, hvordan der i lange perioder kun er en enkelt pædagog på en stue med 18 børn i treårsalderen. En pædagogisk assistent skal skifte mellem to stuer og kan derfor kun hjælpe til cirka halvdelen af tiden.

”Jeg er rystet over, hvor få voksne der var. Der er alt for lidt af den udviklende voksenkontakt, der gør, at børn opnår sociale færdigheder og generel tillid til omverdenen. Det er helt uacceptabelt,” siger Grethe Kragh-Müller.

Voldsomme konsekvenser

I dokumentaren følger man blandt andet en dreng, der lige er startet i børnehave og har det svært. Den voksne forsøger at trøste ham, men bliver hele tiden afbrudt af børn, der skændes, skal skiftes og have hjælp. Man ser også klip af en anden lille dreng, som går rundt for sig selv, fordi han 'vil lege selv', siger han. Men det er tydeligt, at han i virkeligheden har brug for at få hjælp til at komme ind i en leg.

”Den voksenkontakt, som børnene får, sker oftest, når der er konflikter mellem børnene, og når nogle af børnene græder. Men ellers er det sparsomt med kontakt med de voksne, og det kan være alvorligt for børnene,” uddyber lektoren.

Ud over manglende sociale færdigheder som at udvikle sprog og komme ind i en leg, kan den mangelfulde voksenkontakt have konsekvenser for evnen til at koncentrere sig samt regulere sig selv følelsesmæssigt – det vil sige udtrykke sig selv og føle empati. Konsekvenser, som kan få stor betydning for børnene senere i livet, forklarer Grethe Kragh-Müller.

Fordobling af normeringen

Institutionen Unoden er blevet udvalgt til at medvirke i udsendelsen af forvaltningen i Viborg Kommune, og både personale og forældre har været indforstået med optagelserne. Efter nogle uger i tv-eksperimentet blev normeringen sat op til det anbefalede niveau for minimumsnormeringer, og det betød en fordobling af antallet af voksne.

Hvad fordoblingen af voksne betyder for den pædagogiske kvalitet afsløres først i anden del af dokumentaren, som bliver vist torsdag 7. november. Grethe Kragh-Müller kan derfor ikke løfte sløret for resultaterne, men hun understreger, at normeringen har betydning.


”Der er på alle andre parametre end normering tale om en god institution med dygtige medarbejdere og ledelse. Kontakten med børnene er god – der er bare for lidt af den, fordi de voksne er nødt til at fare rundt og sørge for frokost, skifte ble og løse konflikter,” tilføjer Grethe Kragh-Müller.

FOA: Lang vej til gode normeringer

Sektorformand for pædagogisk sektor i FOA Kim Henriksen har netop set dokumentaren og mener, at den er et slående eksempel på behovet for øgede normeringer.

”Det er helt uacceptabelt at være en voksen til 18 børn. Et barn har brug for mere udviklende voksenkontakt end blot få minutter i løbet af en dag i daginstitution, og derfor skal der flere hænder til. Vi ser i dokumentaren, at der er tale om højt kvalificerede medarbejdere blandt andet en pædagogisk assistent, der gør hvad han kan. Der er bare for få af dem," siger Kim Henriksen.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ kan ses på TV 2 PLAY fra i dag torsdag 31. oktober kl. 8.00 samt på TV2 torsdag aften klokken 20.00 . Anden del kan ses på TV 2 PLAY og TV 2 torsdag 7. november.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev