Annonce

Portrætbillede af Pia Heidi Nielsen

Debat 

Klumme: Skolebørn skal ikke sulte


Nogle skoleelever får ingen mad i løbet af skoledagen. Det svækker deres koncentration, indlæring og måske fremtidige helbred.

Annonce

Alle ved, at en sund kostkultur, der skaber sunde børn, som senere bliver sunde voksne, er en billig investering. Det skriver sektorformand for Kost- og Servicesektoren, Pia Heidi Nielsen. Malte Kristiansen

Af Pia Nielsen
Sektorformand

Annonce

Det gør mig ondt, når jeg hører om børn, der ikke har madpakker med og ikke kan benytte skolens frokostordning, fordi de ikke har penge med hjemmefra til en sandwich eller en portion salat. Det er indlysende, at det går ud over deres indlæring og koncentrationsevne.

Nogle kommuner – blandt andre København – sørger diskret for, at disse børn får frokost, og jeg ved, at flere andre kommuner arbejder med forskellige modeller for, hvordan de kan undgå, at børn ikke bare kommer sultne i skole – men også går sultne hjem.

Jeg hører også fra nogle af de medlemmer, der arbejder i skolemadsordninger, at de har en lille lomme med penge, så de børn, der er sultne og har ‘glemt’ penge til frokost, alligevel kan få noget at spise.

Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren 

Jeg er tilhænger af, at alle børn kan få et sundt, gratis måltid i skolen. Men jeg er realistisk nok til at vide, at gratis skolemad til alle har lange udsigter. I mellemtiden håber jeg, at alle kommuner vil skabe løsninger, så de børn, der hverken har madpakke eller penge med, kan få noget at spise i skolen. Alle ved, at en sund kostkultur, der skaber sunde børn, som senere bliver sunde voksne, er en billig investering.

Senest har en norsk undersøgelse vist, at gratis skolemad giver et fagligt løft til børn fra de dårligst stillede hjem, mens det ingen forskel gør for børnene fra middelklassehjem, der kommer i skole med gode madpakker. Så jeg håber, at alle kommuner overvejer, hvordan de kan give denne hjælp til deres sultne skolebørn

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev