Glostrup Brandstation er en af de første stationer i Hovedstadens Beredskab til at prøvekøre de spritnye sprøjter, der inden årsskiftet rulles ud på samtlige tolv stationer i hovedstaden. Frederiksborg Brand og Redning har også investeret i de nye sprøjter, mens beredskabet i blandt andet Aarhus har vist interesse. Desuden har der været stor interesse fra udenlandske beredskaber særligt i Sverige, men også Holland.
Fagbladet FOA har været på besøg på brandstationen for at se nærmere på deres nye materiel.
Med op til 25 kilo på ryggen og en kampvægt på 100 kilo er det trygt for Ivan N. Krygermeyer – og hans kolleger – at trinnene i de nye ‘sprøjter’ er store, og at døren ‘låser’, når man træder ud. Det var ikke tilfældet i de gamle biler, og det gav risiko for ankelskader.
Jørgen True
De gamle sprøjter krævede to-tre mand, der selv kravlede op og hev stigen ned. Nu kan en enkelt brandmand køre den ned ved hjælp af et elektrisk stigegalleri, der betjenes fra jorden. “Det er mindre slidsomt for mandskabet,” fortæller Henrik Vang Olesen.
Jørgen True
Tidligere skulle brandmændene slæbe rundt på generator, slanger og kabler. Det var bøvlet. Nu har de fået hydrauliske, batteridrevne værktøjer. “Med den her spreder, der både kan løfte eller åbne døre, kan vi lave en meget hurtigere indsats,” siger Søren ‘Tipper’ Tipsmark.
Jørgen True
Et nyt 360 graders termisk kamera i mastens top betyder, at alarmcentralen kan følge situationen på samtlige brand- og ulykkessteder. Hvis det er mørkt, kan kameraet se længere og eksempelvis registrere, hvis der ligger en person, der er slynget ud af en bil langt ude på en mark eller ligger på åbent hav.
Jørgen True
Alt i den nye sprøjte har sin faste plads og er spændt fast, modsat de gamle sprøjter. Det betyder blandt andet, at alle ved, hvor tingene ligger, hvis man bliver afløser på en anden brandstation.
Jørgen True
De nye sprøjter kræver træning. Især brugen af CAFS. Midt på foråret var seks brandmænd fra Glostrup Brandstation af sted på øvelse. “Man kan ikke bruge CAFS i alle situationer, men når det passer til situationen, kan vi i sidste ende redde liv,” siger Henrik Vang Olesen.
Glostrup Brandstation