"For 11 år siden var jeg så uheldig at brække min ankel. Det betød, at jeg fik bevilget hjælp til rengøring fra kommunen.
De første gange kom der nogle forskellige. Én af dem var Elinor. Jeg tænkte, at hende kunne jeg virkelig godt tænke mig at fortsætte med, og det fik vi arrangeret med kommunen.
Nu kommer Elinor fast hver anden torsdag og er hos mig i fem kvarter. Hun bruger tiden på at støvsuge, vaske gulv og ordne badeværelset. Det er de hårde ting, jeg har brug for.
Læs også: Nødråb fra de lavest lønnede: ”Det er altid os, der er sidst i køen”
Jeg kunne mærke med det samme, at vi havde en god kemi. Elinor og jeg – vi er bare gode sammen.
Vi smalltalker lidt, mens hun gør rent. Op til valget talte vi om politik, og ellers taler vi om børn og børnebørn. Men jeg meget bevidst om, at hun ikke er en besøgsven. Hun er kommet for at gøre sit arbejde.
Vi taler om almindelige ting, men jeg hører ikke til dem, der er negativ og ruger over tingene.
Hvis jeg har en dårlig dag med min diabetes, kan jeg godt sig til Elinor, at jeg er træt eller svimmel. Så støtter hun mig hen at sidde i en stol.
Sommetider har Elinor et lille hul i sin kalender, inden hun skal videre til den næste. Så laver jeg en kop kaffe til os, og hun spiser sin halve rugbrødsklemme. Det er hyggeligt.
Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid
En dag holder Elinor op. Og du kan tro, at jeg ikke tænker på det. For det bliver frygteligt.
Gud nej dog. Hvad så? Så tænker jeg ved mig selv, at jeg kan få én, der er lige så god.
Men det bliver nok aldrig det samme. For uanset hvor omhyggelig den næste er, bliver det ikke som med Elinor."