“Når jeg kører forbi Merete i dag, vinker vi til hinanden fra vores biler. Hende vil jeg altid huske for de ting, hun hjalp mig med efter motocrossulykken. Hun var helt fantastisk og opsat på, at jeg skulle lære at gå igen."

"Jeg var indlagt på Odense Universitetshospital, og sosu-medarbejderne kom og gik fra morgen til aften, for jeg havde søm og skruer over det hele og kunne ingenting. Merete var min kontaktperson, så hende så jeg mest. Jeg er selvstændig og skulle bare hurtigt tilbage til min virksomhed. Derfor havde jeg hele tiden fokus på, at jeg skulle ud af kørestolen og klare mig selv. Det havde Merete også."

Læs også: Line i sit livs krise: Sosu samlede mig op

"Jeg ville bare i gang – selvom jeg hverken kunne gå på toilettet, børste tænder eller tage tøj på uden hjælp. Konstant havde jeg fokus på, at jeg ville gå igen. Det samme havde Merete. Hun var obs på, at jeg blev udfordret. Jeg skulle liiige prøve at tage tøj på selv, jeg skulle liiige prøve at børste tænder selv. Og så skulle jeg gå."

"Vi talte rigtig meget om, hvordan jeg kom ud af kørestolen, og Merete sørgede for, at jeg med det samme fik en rollator og et gangstativ. Hun var årsag til, at jeg kom så hurtigt ud af kørestolen, fordi hun lyttede og fandt den nødvendige tid."

Læs også: Birthe har Parkinson: Hjemmeplejen sikrer min integritet

Hvis hun for eksempel var i området og fik et kvarter i løbet af dagen, der pludselig ikke var besat, kom hun og trænede med mig. I løbet af to måneder var jeg derfor klar til at komme videre til genoptræning på Montebello. I den periode havde Merete også givet sig fuldt ud. Hun var virkelig helt speciel. Hun kæmpede med mig og lavede en ekstraordinær indsats. Den slags skal have et skulderklap.”