Kære Jannie

Du var den første, der tog imod mig, da jeg flyttede ind i lejligheden på Nørrebro. Det var i oktober 2016, og du har fulgt mig lige siden. 

Du giver mig chancer til at klare ting selv på trods af Parkinson. Når jeg forsøger at få tøj på og står på vaklende bambiben. Eller dengang du med en enkelt finger hjalp mig med at løfte mit ben ind over sengekanten. Du rørte mig – ikke for meget, ikke for lidt – men nok til, at jeg selv kunne bevæge benet, jeg havde været ude af stand til at rokke. 

Du siger til mig, at ‘når du dør’ og ikke ’hvis’. Da jeg uden varsel fik mit første tilbagefald, satte du dig roligt ved siden af mig og sagde, at vi nok skulle til at tænke på at søge om en lift, så det blev tydeligt for mig, hvad der kunne blive min fremtid. Du siger ’når jeg skal bruge lift’ og ikke ’hvis’.

Vifter mig med palmeblade

Når du skærer melonen ud i felter, så jeg kan spise den uden kniv og uden besvær. Når du igen spørger, om jeg ikke vil have en kop kaffe, selv om det er en evighed siden, jeg sidst sagde ja.

Når du en varm dag i april pludselig begynder at lufte mig med dynen, selv om jeg bare bad dig trække den ned omkring mine fødder. Du gjorde det uden at tænke videre over det, men den lille gestus og den omsorg, du viste mig, gjorde mig så glad. 

Jeg lå og nød det, forestillede mig, at det måtte være som at blive viftet med palmeblade en hed dag i Østen, og du sagde: At hvis blot jeg vidste, hvor mange gode oplevelser, I har med jeres borgere.

I lige måde, kære Jannie. 

For det, jeg kan sige om dig, kan jeg sige om alle, jeg har mødt i hjemmeplejen. Isac og Michael, der drillede mig med min malertape på gulvet, der viser, hvor sengebordet og rollatoren skal stå, for at jeg kan nå dem.

”Nu mangler der bare et kryds, så vi ved, hvor vi skal stille dine sko,” grinede de, og næste morgen havde jeg sat et tapekryds lige der på gulvet foran min seng og skrevet 'god morgen'. 

Når Marcello slår hænderne sammen: ”Birthe, du ligner en million!”, selv om jeg godt ved, at der er langt til millionen. Når I møder barske sygdomme bag den ene dør og går ind ad den næste og får mig til at føle, at jeg er i centrum. I er så mange, så søde og så dygtige.

Aldrig til besvær

Du læser mine behov, før jeg selv har tænkt tanken, og du lader mig aldrig føle, hvis jeg er til besvær. Jeg kommer til at tænke på linjerne ”Jeg vil gi' dig alt det dejligste, der findes og gætte dine ønsker dagen lang” fra en gammel sang. 

Jeg stoler på dig. På at når du gør noget, bliver det gjort ordentligt. Du bestyrer mit køleskab, og når du spørger mig, hvad jeg vil have at spise, så siger jeg: Overrask mig. For jeg ved, jeg kan lide det. 

Når du siger, at jeg ikke skal gå i mine kinasko, fordi jeg risikerer at falde, ved jeg, du har ret. Det ved dine kolleger også. ”Det er sådan Jannie er,” sagde en af dem engang og grinede. ”Hun har altid ret.” Du har integritet, og lader mig beholde min.

Et bleskift er ikke uværdigt. Hvis det bliver gjort med respekt. Det gør I, så man ikke føler sig nøgen, selv om man er det. Du spurgte mig, om eleven måtte kigge med. Den måde, du spurgte på, gav rum til et nej, så selvfølgelig sagde jeg ja. 

Du er dig selv og får mig til at føle mig altid set og aldrig overskredet.

Kærlig hilsen Birthe.