Folketingsvalget bliver afgørende for den offentlige sektor – om den skal udvikles eller afvikles. De store velfærdsløsninger kræver solide flertal, men det kan være svært at få øje på, at der overhovedet kan skabes samling.
Jeg bliver i hvert fald helt forpustet over at læse Henrik Dahls (Liberal Alliance) hysteriske tirader.
I et opslag på Facebook skriver han blandt andet: “Grådigheden og skamløsheden kender ingen grænser, når det gælder de offentligt ansattes organisationer. For dem er der kun én løsning på alle problemer: Flere penge. Og flere penge endnu. […] Uden blusel tager interesseorganisationerne de studerende, de syge, de gamle, børnene – og hvem som helst, det måtte være – som gidsler i deres kamp for højere løn og lavere produktivitet. Interesseorganisationerne er de nye herremænd. Ganske som de gamle forlanger de, at deres undersåtter – den private sektor – knokler, så blodet springer og afleverer frugterne af deres arbejdsomhed til herskabet.” Citat slut.
De forældre, som har demonstreret for ordentlige forhold i institutionerne, er ikke nogens gidsler. De reagerer på deres børns dårlige forhold. De sundhedsansatte, som dagligt advarer om, at de ikke kan give forsvarlig hjælp og omsorg, er heller ikke nogens gidsler.
Det er nemt at sidde på Borgen og skrive på Facebook, men der findes en virkelighed udenfor Cepos og Saxo Bank.
Der er ikke et modsætningsforhold mellem de ansatte i den offentlige sektor og den private. Vi er hinandens forudsætninger.
Det er den offentlige sektor, der sikrer uddannelse til unge. At syge og ældre får pleje og omsorg. At børn får pasningstilbud med kvalitet og ikke bare opbevaring. Det ved FOAs faggrupper.
Det ville Henrik Dahl også vide, hvis han tog de ideologiske skyklapper af et øjeblik og kom ud i virkeligheden.
Jeg skammer mig bestemt ikke over at være medlemmernes talerør. Jeg skammer mig, når vi som velfærdssamfund svigter de svageste og bruger penge på skattelettelser til dem, der i forvejen har mest.