Det er dejligt, at der bliver investeret i rengøring rundt om på sygehusene – både i uddannelse af medarbejderne og i ny teknologi, der aflaster dem, så de slipper for de mest nedslidende og rutinemæssige funktioner.
Man kan næsten tale om et paradigmeskifte indenfor hospitalsrengøring. Vi hører ikke længere så meget til politikerdrømme om udlicitering og besparelser, men mere om, at det er et professionelt virke, der kræver uddannelse.
Læs også: Nødråb fra de lavest lønnede: ”Det er altid os, der er sidst i køen”
Mange steder er de ved at afprøve og investere i robotter til rengøring, transport og desinficering. Jeg er fascineret af alt det, maskinerne kan, og det samme hører jeg tit fra medlemmerne.
Men jeg hører også om bekymringer, og det forstår jeg godt, for robotterne er kostbare og kan virke komplicerede. Jeg undrer mig derfor, når jeg fra et hospital hører, at kun én medarbejder har været på kursus i at betjene en ny gulvvaskerobot.
Det lyder ærlig talt upraktisk, at en selvkørende vidundermaskine strander i akutområdet, fordi medarbejderen er i en anden del af sygehuset. Det skaber nemt modvilje mod både maskinen og ledelsens beslutninger.
Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid
Jeg håber, at det ændrer sig, så flere bliver inddraget og uddannet til at betjene maskinerne. Ledelserne skal skabe tryghed, så medarbejderne ved, at teknologien er tænkt som en hjælp – ikke en trussel.
Ethvert fornuftigt menneske vil selvfølgelig være en smule reserveret ved tanken om, at hun selv eller kollegerne kan erstattes af en robot.
Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.