Annonce

Camilla Pedersen folkemøde

Tema: De hårde seniorår

Halvdelen af FOAs medlemmer: Vi kan ikke arbejde til pensionsalderen


Knap halvdelen af FOAs medlemmer vurderer, at de ikke kan arbejde, til de når folkepensionsalderen. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra FOA.

Annonce

Camilla Pedersen arbejder som social- og sundhedsassistent. Hun tror ikke på, hun kan arbejde, til hun går på pension. "Jeg kan mærke, at jobbet allerede er hårdt nu, og jeg er 27. Så jeg tør ikke tænke på, hvordan det er, når jeg er over 70," siger hun. Johnny Frederiksen, Folkemødet 2015

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

48 procent. Så mange af FOAs medlemmer svarer, at de er helt eller delvist uenige i, at de kan arbejde, til de når folkepensionsalderen. Det viser nye tal fra en medlemsundersøgelse blandt FOAs medlemmer. 

Som samfund bør vi få indrettet andre og mere fleksible muligheder for nedslidte lønmodtagere. Det mener arbejdsmiljøforsker fra Aalborg Universitet Peter Hasle. Ifølge ham er det velkendt, at FOAs medlemmer har nogle nedslidende arbejdsforhold.

"Det er nødvendigt med en tidligere tilbagetrækningsalder. Forslaget om, at man kan trække sig tilbage tre år før, er ikke tilstrækkeligt for mange af FOAs medlemmer,” siger han til og henviser til det forslag, Socialdemokratiet fremlagde i deres pensionsudspil.

Peter Hasle mener også, at man burde justere seniorførtidspensionsordningen, så den reelt virker, modsat af hvad den gør nu.

”Seniorførtidspensionen har vist sig ikke at fungere. Det er oplagt at tilpasse den, så den svarer til de behov, der er ude på arbejdsmarkedet,” siger han.

FOA: Vi skal have en differentieret pensionsalder 

At så mange af FOAs medlemmer frygter ikke at kunne arbejde til folkepensionsalderen, kommer ikke bag på FOAs formand, Mona Striib.

"Det er kendt stof for os, at FOAs faggrupper er i særlig høj risiko for nedslidning. Selv om vi bliver ældre, får vi ikke flere gode år, og nogle faggrupper er for længst brugt op rent fysisk, når de når pensionsalderen," siger hun.

FOA har i årevis talt for en differentieret pension, fortæller Mona Striib. Hun glæder sig over, at de første politiske skridt er taget i den ændring. Men hun har flere forslag til, hvordan tilbagetrækningsmulighederne kan forbedres:

"Ud over at indføre differentieret pensionsalder skal vi have lempet på mulighederne for at få seniorførtidspension, som alt for få tilkendes i dag. Samtidig skal vi have ændret på, at rigtig mange borgere holdes hen i nyttesløse ressourceforløb på lave ydelser, selv om de bør komme i fleksjob, på førtidspension eller i revalidering," siger hun.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget blandt 4.289 FOA-medlemmer fra alle FOAs fire sektorer. De er blevet spurgt således:
"Hvor enig er du i følgende udsagn? Jeg forventer at kunne arbejde, til jeg når folkepensionsalderen"
21 procent har svaret, at de er helt enige, 16 procent er delvist enige, 16 procent er delvist uenige, 32 procent er helt uenige, 13 procent ved det ikke, og 2 procent har svaret, at det ikke er relevant.

Undersøgelsen er besvaret mellem 11. og 22. januar 2019. Læs mere her.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev