Debatten om ytringsfrihed er igen blomstret op. Der er – igen – grund til at være bekymret. Og vi skal – igen – reagere på det hver eneste gang, vi hører om eksempler på, at offentligt og privat ansatte undlader at kritisere forhold på arbejdspladsen af frygt for repressalier. 

For det første handler det om at sige fra, når alt for mange fortæller, at normeringen er så stram, at de ikke længere kan bruge den faglighed, de er uddannet til at udøve. 

Her er alt for mange holdt op med at ytre sig af frygt for at blive kaldt til samtale, at stå forrest i næste prikkerunde eller blive stemplet som uromager. Det er en meget farlig kurs. Den faglige forråelse tager fat. 

Det er vigtigt, at medarbejdere og ledere i fællesskab tager ansvar for kerneopgaven og om nødvendigt leder opad – og dermed siger fra med faglighed. For det andet handler det om, at konsekvensen af at tie stille kan blive til en accept af et stadigt stigende arbejdspres.

Et arbejdspres, der vedvarende er for højt, fører til risiko for stress. Og vi kan helt konkret se, at de arbejdspladser, der har for høj belastning, også er de arbejdspladser, hvor den kollegiale trivsel halter. 

Der er flere, der udsættes for mobning, når arbejdsmiljøet er presset. Vores kollektive tolerancetærskel flytter sig i disse år. Det skal vi være bevidste om. Vi skal sige fra og sige stop. 

Vi skal være i stand til at samarbejde om kerneopgaven i arbejdsfællesskaber på en måde, der både giver plads til faglig kvalitet for borgerne og sikrer, at vi kan holde til at gå på arbejde uden at blive syge af det. 

I FOA har vi nyudviklet ‘Sig det højt – men hvordan?’, et værktøj til brug for dialog på arbejdspladsen. Brug det og tag fat. Vi lover, at vi på alle måder kæmper for bedre vilkår for jer.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.