Det styrker den danske model, at vi og arbejdsgiverne selv kan forhandle os til rette, så vi slap for en opslidende konflikt. Den slags kan være nødvendigt, men godt at det ikke blev i år. En overenskomst skal afspejle samfundets udvikling og velstand.
Og i disse år, hvor landet har en stærk økonomi, og dygtige medarbejdere er efterspurgte, er det indlysende, at vi skulle have lønstigninger, der giver et løft i reallønnen. Det havde medlemmerne efterspurgt, og det fik vi.
Derudover fik vi forbedringer, som har betydning for bestemte grupper. Arbejdsgiverne ville gerne have afskaffet seniorordningerne.
Det ville vi ikke, for den lille lettelse i hverdagen har stor betydning for kolleger, der har været mange år på arbejdsmarkedet. Den kan betyde, at man holder et par år mere i stedet for at gå på efterløn eller pension.
En anden vigtig forbedring er, at arbejdsgiverne viser, at de værdsætter branchekendskab, for nu kan man tage sin anciennitet med, når man skifter til en arbejdsplads i en anden
kommune eller en privat virksomhed.
Det har hæmmet mobiliteten, at man hidtil har skullet starte forfra, når man fik arbejde i nabokommunen.
Og sidst, men ikke mindst, er det afgørende, at en del af lønsummen bliver reserveret til de lavest lønnede. Jeg er glad for, at den solidaritet stadig lever.