Efter flere alvorlige svigt ønsker nogle af de kommuner, der har visiteret børn og unge til Hjorthøjgård, ikke længere at bruge stedet.
"Med den viden, jeg har lige nu, vil vi ikke pt. anbringe nye børn og unge på Hjorthøjgård," skriver Else Zippor, leder af Familie- og Handicapafdelingen i Vejle Kommune til Fagbladet FOA.
"Vi vil være optaget af, hvordan det sociale tilsyn agerer set i lyset af de oplysninger, der de seneste dage er kommet i pressen," skriver Else Zippor og oplyser videre, at Vejle Kommune ikke længere har borgere anbragt på bostedet.
"På baggrund af den kritik og usikkerhed, der er rejst af blandt andet Fagbladet FOA og DR, henviser vi pt. ikke unge til Hjorthøjgård. Aalborg Kommune afventer nu, at Socialtilsyn Nord kommer med en udmelding om, hvordan man ser på stedets fortsatte godkendelse," skriver socialchef Hanne Manata fra Aalborg Kommune til Fagbladet FOA.
To kommuner har stadig tillid
På trods af de mange alvorlige svigt overvejer flere kommuner dog stadig at anbringe deres udsatte børn og unge på botilbud drevet af den private bostedskæde Hjorthøjgård A/S.
"Med det kendskab, jeg har, så har vi ikke haft grund til andet (end at have tillid, red.). Så længe tilsynet har godkendt de steder, er de i spil for os alle sammen, uanset om det er Hjorthøjgård eller andre steder," siger Lone Hestvang, centerchef i Frederikshavn Kommunes Center for Familie, som dags dato har anbragt to børn på bosteder under Hjorthøjgård A/S.
Også Jammerbugt Kommune, der har fem unge i skole- og dagtilbud, vil fortsat have Hjorthøjgård i betragtning, når de skal anbringe deres børn og unge på opholdssteder. Uffe Viegh Jørgensen, Familie- og Forebyggelseschef i Jammerbugt Kommune, har ikke svaret på Fagbladet FOAs spørgsmål, men han skriver i en kommentar:
"Kun de tilbud Socialstyrelsen har godkendt, kommer i betragtning."
Bosted: Vi forstår kommunernes tvivl
På Hjorthøjgård kan direktør Søren Lynge-Stensgaard godt forstå, at nogle kommuner på grund af mediedækningen er i tvivl om, hvorvidt de stadig vil anbringe børn og unge på virksomhedens bosteder.
"Imidlertid er det min klare forhåbning, at vores samarbejdspartnere har en væsentligt dybere funderet viden om, hvilke særlige kvaliteter, vi også besidder såvel som, hvor mange unge, der er kommet rigtig godt ud i deres voksenliv efter et godt ophold hos os," skriver Søren Lynge-Stensgaard i en mail til Fagbladet FOA.