Så er tiden kommet, hvor jeg falder for FOAs aldersgrænse, og der er nu valgt ny formand for forbundet. Tillykke med valget og held og lykke til min efterfølger. 

Jeg ved ikke præcist, nu hvor jeg sidder ved tasterne, hvilken dato jeg stopper, fordi forbundets hovedbestyrelse har bedt mig om at gøre overenskomstforhandlingerne færdige. 

Forhandlingerne er denne gang de mest komplicerede nogensinde, og jeg har derfor sagt ja til ikke at gå fra borde i utide.

Da jeg ved et kampvalg i 2002 blev valgt som formand med få stemmers overvægt – jeg plejer at sige, at jeg har været med på et afbud – havde jeg et klart billede af, hvad formandsposten indebar, fordi jeg inden da havde siddet 17 år i FOAs hovedbestyrelse. 

Jeg blev dog ret hurtigt meget klogere. Der var ganske enkelt rigtigt meget at lære og rigtig mange udfordringer, som ikke altid var dem, jeg på forhånd havde forestillet mig. 

Til gengæld syntes jeg fra første dag, at jeg var havnet i Danmarks bedste job, som jeg i både med- og modvind har nydt at bestride. 

Jeg gjorde mig dengang mange overvejelser om fornyelse og forandring. Det samme gør min efterfølger uden tvivl. Det er vel i virkeligheden også det, der ligger i begrebet fagbevægelse. Med streg under bevægelse. 

Fagbevægelsen og dermed FOA skal bevæge sig og udvikle sig i takt med samfundets udvikling og medlemmernes ønsker og behov. 

Det har helt entydigt været en fornøjelse og et privilegie at repræsentere jer over for med- og modspillere og over for resten af befolkningen. 

FOAs medlemmer er kernen i velfærden og den offentlige service. Det giver i mine øjne både muligheder og forpligtelser. Pas nu rigtigt godt på FOA, velfærden, jer selv og fællesskabet. 

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.