Overenskomstforhandlingerne er endelig kommet i gang, og de to formænd diskuterer, hvordan forhandlingerne om rekrutteringspuljen, som Kommunernes Landsforening (KL) har stillet krav om, skal foregå.

Mødet bliver kort, for i et af FOAs mødelokaler venter en større delegation af ansatte i huset på Dennis Kristensen for at få seneste nyt fra weekendens forhandlinger. Mødet begynder klokken 8. Klokken 8.05 ringer forhandlingschefen og spørger, hvor Dennis bliver af. Han joker og bevæger sig af sted i roligt tempo.

Er stadig portør

“Gennem årene har jeg mødt mange, der har fået alvorlige erhvervsskader af at være i jobbet. En af skaderne er, at man bliver ekspert i at færdes på de bonede gulve. Jeg lovede mig selv, at jeg ville holde fast i, at jeg var portør. Jeg ville stadig tale dansk på portørsprog,” siger Dennis Kristensen i dag.

Jeg skylder medlemmerne åbenhed

På denne mandag render Dennis Kristensen fra møde til møde. Dels for at orientere andre, og dels for selv at blive orienteret om overenskomstforhandlingerne. Det meste deler han med medlemmerne, og hvem der ellers læser med i hans overenskomstdagbøger på Facebook. Dagbøgerne er et resultat af det andet løfte, han gav sig selv.

“Min forgænger Poul Winckler havde et meget anstrengt forhold til pressen. Jeg tror ikke, at han har set en artikel eller en omtale, han var tilfreds med. Han var en del af den generation og kultur, der mente, at for, at systemet fungerede, skulle der kunne ske noget bag lukkede døre, der ikke skulle frem,” siger Dennis Kristensen.

Den tankegang deler Dennis Kristensen ikke:

“De, der betaler gildet, skal vide, hvad der foregår. Det er medlemmernes kontingent, jeg får min løn fra. Det kræver ikke stor hjernekapacitet at finde ud af, hvad der er fortroligt, men det, der ikke er aftalt at være fortroligt, det skal medlemmerne vide, “ siger Dennis Kristensen, der netop er fyldt 65 år og derfor skal gå af som formand ifølge FOAs love.

Åbenhed er ikke altid populært

Derfor valgte han fra begyndelsen en åben stil med et aktivt brug af medier. Og hvis der er noget, han gerne vil huskes for er det dét. Han er klar over, at det ikke altid er et populært valg, og at forhandlingsparter og modparter ville ønske, at han ikke var så åbenmundet.

Han nævner en episode i forbindelse med udvekslingen af overenskomstkrav for 2018 med Danske Regioner. Her pointerede forhandlingschefen, at hun gerne så, at man ringede til hinanden, hvis man havde noget at sige, i stedet for at skulle læse om det i pressen.

“Jeg havde sikkert skrevet et eller andet i en overenskomstdagbog. Jeg sagde til hende: ‘Nu har du sagt det, men du ved godt, at det preller af som vand på en gås,’” siger Dennis Kristensen.

- Er der aldrig nogen forhandlingsparter, der har bedt dig om at droppe din Facebook-dagbog?

“Jeg bliver praktisk taget aldrig skældt ud, når jeg selv er til stede. Det er kulturen. Jeg får det at vide af embedsfolk. At nogle andre embedsfolk har fået at vide af deres politikere, at de er utilfredse med mig. Puha, det er noget nemmere at sige det med det samme frem for at føre dobbelt bogholderi oppe i hovedet,” siger Dennis Kristensen.

- Giver du selv klar besked, når du mener, nogen dummer sig?

“Det er en svaghed, jeg har. Jeg har en god hukommelse. Jeg kan godt være tilbøjelig til at huske frem for at brænde af med det samme. Jeg burde nogle gange sige det med det samme,” siger han.

- Bliver du grov?

“Jeg synes ikke, jeg er grov. Men jeg kan godt være ubehagelig på en civiliseret facon. Ordene er pæne, men meningen er misbilligende,” siger Dennis Kristensen.

På samme måde fremhæver han evnen til at være iskold i en forhandlingssituation. Han siger selv, at han kan være en dybfryser.

“Hvis det var blinkeleg, er jeg ham, der slet ikke blinker,” siger Dennis Kristensen.

Upopulær hos kolleger

Én gang kan han huske, at han blev skældt ud af sine kolleger i de andre fagforbund, fordi han som den første sagde nej til at modtage penge for de tillidshverv, han havde som formand for en fagforening.

“Jeg får løn fra FOA, og jeg ville ikke være blevet udpeget, hvis ikke det var på grund af det job. Jeg har taget mig den frihed, at min moral vil jeg have lov at efterleve, selvom andre synes, det er tarveligt,” siger Dennis Kristensen.

Uniform på jobbet

Den sidste ting, Dennis Kristensen lovede sig selv, inden han tog fat på arbejdet som formand, var, at han ville bære uniform på jobbet.

Der skulle ikke være noget ved hans udseende, der fjernede fokus i debatter eller diskussioner. Så han valgte en tjenestedragt – en habit – han mente, FOAs medlemmer ville finde naturlig.

“Jeg kalder det en tjenestedragt og ikke en habit. Og jeg hænger den i skabet den 26. april (dagen efter kongressen, hvor en ny formand skal vælges, red.) Jeg har prøvet at bevare Dennis, som han så ud, da han var tillidsrepræsentant. Jeg traf en positiv beslutning om, at jeg skulle holde øje med mig selv og jævnligt lave trykmåling af mig selv for at se, om jeg var ved at blive noget andet, end jeg var,” siger Dennis Kristensen.

Et mere aktivistisk forbund

“Det er et mere fladt hierarkisk forbund, jeg forlader. Jeg havde gerne set, at det var blevet endnu mindre hierarkisk. Det er også blevet et lidt mere aktivistisk forbund. Jeg havde gerne set, det var noget mere aktivistisk. Og det er blevet et lidt mere medlemscentreret forbund. Jeg havde gerne, set det havde været endnu mere,” siger han.

Han har forliget sig med tanken om, at han snart er fortid i FOA. Selvom han i bund og grund synes, det er mærkværdigt, at han skal gå af, fordi han når en bestemt alder.

Okay at blive uinteressant

Foreløbigt er Dennis Kristensens eneste planer efter tiden som formand, at han vil skrive videre på sine erindringer. Han begyndte på dem i 2007, da han blev bedstefar og tænkte, at hans børnebørn skulle have mulighed for at kende deres rødder.

- Så du vågner 26. april med en blank kalender?

“Ja, og en telefon, jeg nok vil kigge på og undre mig over, om der ikke er lyd på, eller om batteriet er dødt,” siger han.

- Hvordan har du det med det?

“Indtil videre er det abstrakt. Jeg har set kolleger i fagbevægelsen have forventninger om, at de vil blive kaldt til alt muligt vigtigt arbejde og bestyrelsesposter, når de stoppede. Men jeg har også set mange vågne op til den virkelighed, at i fagbevægelsen er vi uinteressante samme aften, vi ikke er valgt længere. Jeg tror, at jeg mentalt er indstillet på, at sådan er det.”