Annonce

Tillidsrepræsentant Peter Bugge (tv) og fællestillidsrepræsentant Jesper Priskorn (th)

Tema: Vold i psykiatrien

Flere studerende bemander psykiatrisk afdeling på hospital


I psykiatrien i Risskov er antallet af sygeplejestuderende steget siden 2016. Flere har ikke fået kursus i konklikthåndtering, og det kan skade behandlingen, advarer tillidsfolk. 

Annonce

Tillidsrepræsentant Peter Bugge (tv) og fællestillidsrepræsentant Jesper Priskorn (th) er bekymrede for, at Psykiatrisk Hospital Risskov i tiltagende grad benytter sig af sygeplejestuderende. Niels Aage Skovbo

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

På Afdelingen for Depression og Angst på Psykiatrisk Hospital Risskov havde man 22 sygeplejestuderende til at hjælpe med behandlingen af patienterne i 2017. I 2016 var samme tal 13, oplyser Region Midtjylland til Fagbladet FOA.

Læs også: Mia fra Lindegården siger op: Trods drab på kollega er forholdene i psykiatrien blevet værre

 
Udviklingen bekymrer fællestillidsrepræsentant Jesper Priskorn, der arbejder på afdelingen, også kendt som Afdeling Q.

“Vi er et universitetshospital, og vi får nogle af de dårligste patienter ind på vores afdelinger, og så bemander man dem med studerende i stedet for faglært personale. Det, synes jeg, er problematisk,” siger Jesper Priskorn.

Han påpeger at forholdene på hospitalet i Risskov er blevet bedre siden det i december 2016 var genstand for massiv mediebevågenhed, da personalet stod offentligt frem og advarede om, at de ikke længere kunne stå inde for behandlingskvaliteten. 

Skader behandlingen

Alligevel skal udviklingen tages alvorligt. I psykiatrien er relationsdannelse og kontinuitet nemlig nogle af de vigtigste forudsætninger for en vellykket behandling, fortæller Peter Bugge, der arbejder på hospitalets afdeling for psykoser, hvor han også møder de studerende:

“Stigningen i antallet af studerende skader kontinuiteten og relationsdannelsen,” siger Peter Bugge, der arbejder på Afdelingen for Psykoser, hvor han også kender til problemstillingen.

“Det gør at de faste personale skal stå mere i forreste front, og det slider. Konsekvensen af det er, at de dygtigste og mest erfarne ansatte siver lige så langsomt væk, og det forstærker problemet yderligere,” siger Peter Bugge.

Flere af de studerende ikke har været på et konflikthåndteringskursus. Kurset er særligt vigtigt, fordi de studerende endnu ikke har færdiggjort skoleforløbet, påpeger Jesper Priskorn.

“Som ansat i psykiatrien skal man på et seks dages konflikthåndteringskursus. Det foregår i dagtimerne, hvor de studerende ikke har tid, fordi de går i skole,” siger han.

Region har svært ved at rekruttere 

Region Midtjylland understreger i mails, at de studerende er ansat på månedsløn, som gør det muligt at planlægge deres vagter. Regionen henviser videre til en opgørelse lavet den 9. november 2017, der viser, at de studerende på Afdeling Q dengang udgjorde sammenlagt 1,8 fuldtidsstilling på Afdeling Q's fem sengeafsnit. Til sammenligning var der 36 fuldtidsstillinger besat af social- og sundhedsassistenter og øvrigt plejepersonale på afdelingen.

Man fortæller videre, at de studerende bliver tilmeldt konflikthåndteringskurset.

“Lige så snart de bliver ansat, bliver de meldt til det næste konflikthåndteringskursus. Men kurset kører ikke hver dag, og det er en udfordring for de studerende at tage kurset i dagtimerne,” siger Susanne Bissenbacker, oversygeplejerske på Afdeling Q.

Læs også: Ansatte efter nyt overfald: Risskov har landets ringeste normering

Hun fortæller, at man på hospitalet har problemer med at rekruttere medarbejdere. Ved at ansætte sygeplejestuderende, håber hun, at det er lettere at fastholde dem efter skolen. Susanne Bissenbacker mener ikke, at de studerende påvirker behandlingen negativt.

“De er i stand til at skabe de relationer til patienterne, som der er behov for, når de er på arbejde,” siger hun, men erkender:

“Det er klart, at det ikke giver den samme kontinuitet i forhold til en fastansat.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev