Overenskomstforhandlingerne er blevet fulgt tæt de seneste mange uger af 22-årige Mette Blunck Brodthagen. Hun blev uddannet social- og sundhedsassistent i 2016 og vandt danmarksmesterskabet i Skills samme år for sin høje faglighed og engagement.
Læs også: Her er vinderne af DM i SOSU Skills 2016
Selvom hendes arbejdsplads ikke er udtaget til strejke, støtter hun de konfliktramte, fordi hun mener, at det er en vigtig kamp.
Læs også: Se hvem kommuner og regioner - vistnok - vil sende hjem
“Det er frustrerende, at vi ikke har kunnet få vores krav igennem under forhandlingerne, og at det nu er nået til konfliktvarsel, men offentlige ansatte fortjener en lønstigning, og det er værd at kæmpe for,” siger Mette.
Lønnen skal op
Mette har kun arbejdet to år som færdiguddannet social- og sundhedsassistent ved plejeboligerne Røde Kors Hjemmet i Sorø, men i den periode har hun kunnet mærke et stigende arbejdspres.
“Jeg oplever, at ressourcerne til at udføre vores arbejde er skåret ned. Vi mangler hænder til at løfte plejeopgaverne,” siger Mette.
Læs også: FOA har opstillet sin strejkehær: Se om du er med
Men samtidig forstår hun godt, hvis andre unge i dag tøver med at søge job i den offentlige sektor. For selvom hun er glad for sit arbejde, beboerne og sine kolleger, skal der mere til, for at gøre det attraktivt at arbejde som offentligt ansat og lokke nye medarbejdere til sektoren.
“Der skal helt klart ske noget på lønområdet for de offentligt ansatte. Selvom det er rart med søde kolleger, så er det ikke dét, som betaler lånet i banken. Det er vores løn,” siger Mette.
Mettes månedsløn for februar i år lød på 24.553,79 kroner inklusiv tillæg før skat, for hendes faste 33 timer ugentligt, samt 3 timers ekstra arbejde. Hun fik udbetalt 15.560,21 kroner.
Mette Blunck Brodthagen har tidligere lagt sin lønseddel på Facebook i protest mod lønniveauet for de offentlige ansatte. Og det er også lønkravet, som er den helt store knast under overenskomstforhandlingerne.
Johnny Frederiksen