Næstformand i FOA Mona Striib har en travl periode. Ikke bare almindelig travlt, men så travlt, at hun – som ellers kalder sig selv både tids- og planlægningsoptimist – føler sig kaldet til at nævne det.
”Jeg tror altid, jeg kan nå det hele,” siger Mona Striib om sin uforudsigelige kalender.
Møder i Forligsinstitutionen bliver aflyst og sat i gang igen, og hele FOAs ledelse inklusive Mona Striib er på standby. Samtidig nærmer der sig et formandsvalg, så hun har også en valgkamp at tage sig af, når Dennis Kristensen takker af, og valget i stedet står mellem hende og Nanna Højlund den 25. april. Begge topfigurer i fagbevægelsen, begge med en fortid i FOA og begge med lange og solide faglige karrierer bag sig.
Læs også: Dennis Kristensen: Snart tager jeg tjenestedragten af for sidste gang
Fællesskab og resultater
”Overenskomstforhandlingerne er jo et godt eksempel på, at der i den grad er pres på medarbejdernes løn, arbejdsvilkår og på, hvad arbejdsgiverne kan forlange af deres medarbejdere. Der er brug for, at fagbevægelsen på tværs af fag, uddannelsesniveau og lønniveau står sammen,” siger Mona Striib og forklarer, at det pres er blevet stærkere og stærkere for hver overenskomstforhandling, hun har været med til.
”Vi er blevet mødt med vilkårsforringelser, der er fuldstændig uhørte,” siger hun og ryger så alligevel fra overenskomstforhandlingerne og direkte ind i formandsvalget. Hun taler om fællesskaber og om at skabe samling, om at det er vigtigt ikke at stå alene som forbund, men at skabe alliancer både internt i organisationen og eksternt. Det er det, hun vil arbejde for, hvis valget falder på hende.
”Jeg tror på fællesskab og resultater. Og jeg tror, at når afdelinger og forbund står sammen med de tillidsvalgte, kan FOA blive et rigtig stærkt fællesskab, hvor vi sammen afprøver nye løsninger og finder gode veje for det, der er besluttet. Jeg tror, at jeg kan skabe samling i organisationen,” siger hun og forklarer, at hun ikke mener et fællesskab, hvor alle sidder i rundkreds.
”Nej, dialogen skal føre til noget. Den skal føre til handling, der følges til dørs. Jeg vil arbejde for, at vi alle byder ind, og alle er med på banen. Der tror jeg, vi kan udvikle os ret meget som organisation.”
Danfoss i 80'erne
Det var sådan, det begyndte for Mona Striib, der var 18 år, boede i Kolding og blev tillidsrepræsentant for de ufaglærte i Danfoss.
”Jeg kan huske, at vi skulle vælge tillidsrepræsentant, og at værkføreren gik rundt og fortalte os, hvem vi skulle vælge. Det studsede jeg over, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte byde ind.”
Læs også: Kampvalg om formandsposten
Og sådan blev Mona Striib involveret i den store Danfoss-konflikt i 80’erne, hvor de ufaglærte fik tilbudt lavere lønstigninger end de faglærte. Det kan stadig gøre hende vred:
”Når jeg oplever, at medlemmer bliver dårligt behandlet,” siger Mona Striib.
Efter Danfoss og en kort afstikker i byggebranchen, som hun blev nødt til at afbryde, da hun ventede sit mellemste barn, fandt hun ud af, at hun ville arbejde med mennesker. Hun blev hjemmehjælper lige som sin mor. Først på et plejehjem og bagefter i hjemmeplejen.
Dreje en skude
Derfra gik det stærkt. Hun blev tillidsmand, lokal formand for Husligt Arbejderforbund, og da forbundet fusionerede med Dansk Arbejderforbund blev Mona Striib næstformand, siden formand i FOA Kolding.
”Det har aldrig været nogen bevidst karriereplan. Der blev talt om, hvem der havde lysten og evnerne, og så blev der pludselig peget på mig. Jeg har hele vejen tænkt, at den opgave har jeg faktisk lyst til.”
I 2004 kom hun til København som næstformand i FOA.
”Overraskelsen dengang var nok, at det tager lang tid at dreje en skude,” siger Mona Striib om, da hun var ny i FOA-huset på Staunings Plads.
”Det at komme fra en beslutning, til den er implementeret og lever i organisationen, så medlemmerne mærker det. Det tager lang tid. Min tålmodighedstærskel var nok en anelse kortere, da jeg startede, end den er nu.”
Langt til medlemmerne
En anden forskel, som hun lige skulle vænne sig til, var afstanden til medlemmerne. Mona Striib havde været vant til at være tæt på de situationer, medlemmerne kommer i.
”Jeg har altid sagt til mig selv, at der ikke var noget møde, der er vigtigere end et medlem i akut knibe. Så må man smide, hvad man har i hænderne,” siger Mona Striib og nævner, at det er vigtigt at ’holde ørerne ved jorden’, som hun kalder det.
Det prøver hun stadig på ”så man hele tiden er i tæt overensstemmelse med medlemmernes hverdag, og så man bevarer evnen til at sætte sig ind i deres situation”.
Læs også: Nanna Højlund: En stærk stemme, der vil lytte
- Hvad er din stærkeste side?
”Jeg bevarer roen i pressede situationer og står på begge ben. Jeg bliver ikke usikker og tør vælge, hvilken vej jeg skal gå. Jeg er ikke konfliktsky, og så er jeg et meget direkte menneske. Man kan godt lægge tingene på bordet på en ordentlig og respektfuld måde.”
- Og din svageste?
”Min utålmodighed,” lyder det prompte fra Mona Striib.
”Jeg er utålmodig, når jeg vil have noget til at ske. Det kan betyde, at jeg en gang imellem presser min egen citron for meget. Jeg tror, jeg kan nå det hele.”
Udendørsmenneske
- Hvad gør dig så mest glad?
”Når jeg har tid til at hente mit barnebarn. At se det glade ansigt komme mig i møde er nok smeltepunktet for mig,” siger Mona Striib.
”Og så gør det mig glad at samle familien, sidde rundt om et bål og blive røget til. At lave mad i mit primitive udekøkken i regn og slud og invitere naboerne ind til en gryde, der har boblet og simret, mens man har bygget på barnebarnets legehus, der efterhånden er blevet til et tårn. Skævt og grimt og pragtfuldt.”
Hun prøver på at nå det hele. Først en overenskomstforhandling, så et formandsvalg.
”Jeg mener, fagbevægelsen skal have en flerbenet strategi. Det ene er et fokus på kerneopgaven og vores medlemmer, på vilkår og muligheder. Vi skal skabe fremtidens arbejdsmarked og fremtidens velfærdssamfund. Og så skal vi agere vagthund for, hvordan velfærdssamfundet udvikler sig."