Der er stor forskel på, hvilke opgaver social- og sundhedsassistenter må udføre rundt omkring i landet. Og mange steder bliver opgaver de har været vant til at udføre taget fra dem.
Næsten hver tredje (28 procent) social- og sundhedsassistent svarer i en ny medlemsundersøgelse fra FOA, at de inden for de seneste to år har fået frataget opgaver, de før varetog.
Det gælder for eksempel at dosere medicin, at have lægekontakt, at skifte kateter og at måle blodtryk.
39 procent svarer i undersøgelsen, at de mener, der er opgaver, de godt kunne løse, men som de ifølge deres nærmeste leder ikke må.
”Det er den lokale ledelse, der bestemmer, hvilke opgaver social- og sundhedsassistenterne må udføre. Og når der er sygeplejersker i ledelserne, bliver vores faggrupper generelt fravalgt. Det er en ledelsesmæssig favorisering af en faggruppe,” siger Jesper Termansen som er faglig sekretær i social- og sundhedssektoren i FOA-Nordjylland.
Hanne Marlene Dahl er ph.d. og professor på Institut for samfundsvidenskab og erhverv ved RUC og har blandt andet beskæftiget sig med professionskampe.
”For sosu-assistenterne er det en professionskamp om attråværdige opgaver. Men det er også en kamp om opgaver, ingen vil have. Jeg tror, at man skal erkende, at det her er en langvarig professionskamp. Det bliver ikke løst på en gang,” siger Hanne Marlene Dahl.
Hun opfordrer tillidsrepræsentanterne til at tage kampene på arbejdspladserne, når kolleger mister opgaver.
”Hvis sosu-assistenterne bliver skubbet tilbage, handler det om, at kampene ikke må forsvinde. Tillidsrepræsentanterne må søge svar på, hvorfor deres kompetencer ikke længere er relevante der, og de må synliggøre, hvad det er man kan,” siger Hanne Marlene Dahl.
Chefkonsulent på ældreområdet i KL, Karen Marie Myrndorff, siger, at det er en ledelsesbeslutning at sætte den struktur op, man ønsker.
”Social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker har ikke ret til selvstændigt virksomhedsområde, ligesom læger har, og derfor er ledelsesretten afgørende for, hvordan man planlægger opgaver. Det gælder både for social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker, at der kan være stor forskel på, hvilke opgaver de må løse forskellige steder. Og der kan være mange grunde til, at det ser ud som det gør,” siger Karen Marie Myrndorff.