Annonce

Kathrin Brink Kok står foran sin bil

Køretid

Sosu’er har for lidt køretid: Her ’stjæler’ de minutterne


For 2 ud af 3 ansatte i hjemmeplejen er der ikke tilstrækkelig køretid på kørelisterne, viser en ny undersøgelse. Den manglende køretid går typisk fra den visiterede tid hos borgeren.

Annonce

Kathrin Brink Kok så sig nødsaget til at bruge sin egen bil for at nå rundt til borgerne, da hun var ansat i hjemmeplejen. Claus Bech

Af Andreas Hemme
Journalist

Annonce

Manglende tid til transport mellem borgerne er et udbredt problem i hjemmeplejen. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra FOA.

Her har 66 procent af de adspurgte svaret, at der ikke bliver afsat tilstrækkelig tid til transport mellem de enkelte besøg i kørelisterne. Derudover har 16 procent svaret, at der slet ikke er lagt transporttid ind i kørelisterne. 

Læs også: Kathrin bruger egen bil for borgernes skyld

Den manglende transporttid i kørelisterne går i sidste ende typisk fra den visiterede tid hos borgeren. Det mener formanden for social- og sundhedssektoren i FOA Karen Stæhr.

“Udregningerne på transporttiden er noget, kommunerne selv udfører, og det gør de meget sjældent i samarbejde med medarbejderne. Derfor er de ansatte nødt til at sjusse sig frem til, hvor de skal finde tiden, og så ender det desværre ofte med, at tiden går fra borgeren,” siger hun.

Hun bakkes op af tal fra undersøgelsen. Blandt dem, der har svaret, at der ikke er tilstrækkelig tid til transport, tager 77 procent den manglende køretid fra den tid, der er afsat til borgerne. Derudover tager 42 procent tiden fra deres pauser, og 29 procent bliver længere på arbejde end planlagt.

Kører bil på cykelruter

Mange ansatte i hjemmeplejen med cykelruter ser sig derfor nødsaget til at bruge deres egen bil, fordi de ikke kan nå deres rute på cykel. 19 procent af dem, der har cykelruter, bruger altid deres egen bil, og yderligere 19 procent svarer, at de ofte eller nogle gange gør det. 

Næsten alle af dem, der vælger at køre i egen bil frem for på cykel, må selv stå for udgifterne, der er forbundet med det, hele 94 procent bliver ikke kompenseret økonomisk for det.  Formand for social- og sundhedsudvalget i KL Thomas Adelskov fortæller, at problemet skal løses lokalt.

“Det er en lokal ledelsesopgave at sikre, at der er køretid og den visiterede tid til rådighed. Samtidig er det også en ledelsesopgave at forklare personalet, hvilke forventninger og aftaler, som findes i lige præcis deres kommune. Der er nemlig forskel på, hvordan kommunerne håndterer køretider,” skriver han i en mail til Fagbladet FOA.

Køretid i hjemmeplejen

  • 66 procent oplever ikke, at der er afsat tilstrækkelig tid til transport mellem de enkelte besøg i deres køreliste.
  • 16 procent oplyser, at der ikke er lagt transporttid/vejtid ind i deres køreliste.
  • 77 procent tager den manglende køretid fra den tid, der er afsat til borgerne. 
  • 42 procent tager den manglende køretid fra deres pauser.
  • 38 procent bruger altid, ofte eller nogle gange deres egen bil, fordi de ikke kan nå deres rute på cykel. 
  • 94 procent bliver ikke kompenseret økonomisk, hvis de vælger at køre i egen bil i stedet for på cykel.
    Kilde: FOA medlemsundersøgelse

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev