Vis mig din normering, og jeg skal sige, hvem du stemmer på.
63 procent - eller næsten to ud af tre - af de ansatte på landets sygehuse, plejecentre og daginstitutioner lader sig i 'høj eller nogen grad' påvirke af normeringen på deres arbejdsplads, når de stemmer til kommunalvalget den 21. november.
35 procent er endda ’i høj grad’ påvirket af normeringerne, når de stemmer. 14 procent svarer, at de ikke lader sig påvirke i stemmeboksen.
Det viser
en undersøgelse blandt FOAs medlemmer.
Undersøgelsen viser desuden, at jo lavere normeringen er, jo mere indflydelse har det på stemmen.
Læs også: Sosu efter fyringsrunde: Flere kolleger vigtigere end skattelettelser
Ikke så loyal mere
Mogens Jørgensen, teknisk serviceleder på en skole i Kerteminde, stemte førhen altid på de samme. Men ikke mere.
”Jeg er ikke så loyal mere, som jeg har været, men ser på, om partiet lægger stemmer til forringelser, der har indflydelse på mit arbejde,” siger han.
Ida Hammer Ludvigsen, social- og sundhedsassistent på et plejecenter i Aalborg, er også blevet mere bevidst om, hvor hun sætter krydset.
”Efter vi var igennem en fyringsrunde for nogle år siden, er jeg blevet mere bevidst om, hvad pengene går til,” siger hun.
Læs også: Sosu: Det værste er utilstrækkeligheden
En magtfuld vælgergruppe
Valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet kalder offentligt ansatte 'en magtfuld vælgergruppe'. Undersøgelser viser, at offentligt ansatte i gennemsnit stemmer 11-12 procentpoint mere end privatansatte. Desuden stemmer kvinder mere end mænd.
”Det, at de offentligt ansatte er meget aktive gør, at politikerne bør sikre sig, at det er en gruppe, man ikke overser,” siger Kasper Møller Hansen.
Vil gerne hjælpe andre
Den høje stemmeprocent handler også om en pligtfølelse og et ønske om at hjælpe andre, siger Kasper Møller Hansen og henviser til undersøgelser, der viser, at sygeplejersker for eksempel stemmer mere end læger.
”Man kan sagtens forestille sig, at det samme gælder social- og sundhedsansatte eller pædagoger. Det handler i høj grad om at hjælpe nogle konkrete mennesker, og det kan tydeligt ses på, hvor krydset bliver sat. Man stemmer på fællesskabet,” siger Kasper Møller Hansen.