Annonce

P-vagt Heidi Simonsen har prøvet at blive hængt ud på de sociale medier.

Tema: Sociale medier

Hånet på Facebook på grund af p-bøder


Heidi Simonsen har to gange siden december været hængt ud på Facebook i forbindelse med sit job som cityassistent i Aarhus.

Annonce

Cityassistent Heidi Simonsen er flere gange blevet hængt ud på Facebook af vrede borgere, der har fået en p-bøde. 'Frustrerende og uretfærdigt', siger hun. Niels-Åge Skovbo

Af Morten Olsen
Journalist

Annonce

En tidlig morgen i december gav cityassistent Heidi Simonsen og hendes kollega en parkeringsafgift til en bil, som var ulovligt parkeret foran en skole i Aarhus. 

Føreren af bilen opdagede det og reagerede kraftigt, og episoden blev meldt til politiet. 

Men på Facebook ventede endnu en overraskelse. Personen, der havde fået afgiften, havde nemlig lagt sin version af episoden offentligt på Facebook. I opslaget skrev vedkommende, at det var Heidi og kollegaen, der havde startet bataljen, mens børnene stod og så på.

“Personen lagde billeder på Facebook af blå mærker, som var kommet ved episoden. Vi sidder tilbage og kan ikke gøre noget som helst,” forklarer Heidi Simonsen, der ikke kunne genkende den version af episoden, hun nu læste.

Læs også: Guide: 7 råd mod digital chikane

Hvad tænker folk om os?

Under billedet var der ifølge Heidi Simonsen en lang række vrede udbrud mod hende og kollegaen og støttende kommentarer til borgeren. Både episoden og det tonefald, der var i kommentarerne, berørte Heidi og kollegaen meget.

“Hvad tænker folk nu om os cityassistenter, når de møder os i byen? Folk skal have tillid til os. Så det skal ikke hedde sig, at vi kan finde på at gøre sådan noget foran en skole eller nogen andre steder,” siger Heidi Simonsen.

Læs også: Ekspert: Tag tilsvining af ansatte på nettet alvorligt

Fotograferet i villakvarter

For nogle uger siden var den så gal igen. Heidi Simonsen blev fotograferet, mens hun uddelte en afgift i et villakvarter. Kort tid efter var billedet på Facebook med teksten: ‘Så har man sq set det med’.

Selvom opslaget var rettet mod parkeringskontrollen generelt, tog Heidi Simonsen det personligt.

“Jeg bliver enormt vred over den type opslag. Jeg bliver frustreret og føler, at det er uretfærdigt både over for mig og mine kolleger,” forklarer Heidi Simonsen.

Hun er blevet bedre til at vende ryggen til konflikter efter episoderne, og hun har lært at håndtere dem. Men for nylig kom følelserne fra tidligere op til overfladen, da én truede hende og en kollega med at tage et billede af dem og poste det på Facebook.

“Jeg blev vred, og jeg vidste, at jeg ikke skulle sige noget til hende, så jeg vendte ryggen til og lod min kollega tage over,” siger Heidi Simonsen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev