Sidste sommer oplevede social- og sundhedsassistent Dorte Katrin Pedersen, at en beboer på det bosted, hvor hun har arbejdet i mere end 20 år, tog kvælertag på hende.
Hun overlevede, beboeren blev dømt i retten, men Dorte Katrin Pedersen blev sygemeldt og fik en posttraumatisk belastningsreaktion i middelsvær grad. Det skyldes dels overfaldet, men også ledelsens håndtering af sagen, har en speciallæge vurderet.
Det betyder, at hun lider af angst, har søvnforstyrrelser, mareridt og flashbacks blandt andet.
Sagen blev anmeldt som arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som har tilkendt hende en erstatning på 79.120 kroner.
I afgørelsen står der, at Dortes psykiske symptomer debuterede i 2016, og at de fortsatte i takt med at belastningerne i hendes arbejde fortsatte.
”Jeg nåede ikke engang at blive raskmeldt, før jeg sammen med tre kolleger blev flyttet til andre afdelinger. Vi fire har alle haft udtalt os om forholdene på arbejdspladsen. Min psykolog sagde, at det var en dårlig idé, at jeg blev flyttet til en anden afdeling, men det blev der ikke lyttet til det,” siger Dorte Katrin Pedersen.
Episoden blev talt ned
I afgørelsen står der:
”Det hele kulminerer den 16. juli 2016, hvor han (beboeren, red.) overfalder dig og tager kvælertag på dig. Du besvimer og tisser i bukserne. Kolleger kommer dig til undsætning. Bagefter oplevede du, at episoden blev talt ned. Din leder fremstillede det som om, du selv var skyld i overfaldet i medierne. Du udtalte dig derfor selv til medierne. Den del af sagen var også meget belastende,” står der i afgørelsen.
”Jeg blev vred, da de sagde, at det var medierne, der havde talt sagen op. Jeg var ved at blive slået ihjel, og derfor var det ubehageligt, at ledelsen negligerede det. Jeg havde en forventning om, at min ledelse passede på os,” siger Dorte Katrin Pedersen.
Flere gang husker Dorte, at hendes leder har spurgt hende, hvor længe hun skal gå til psykolog, og hvem der betaler det.
Det var FOA Mariagerfjord, der rådede Dorte Katrin Pedersen til at melde sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Vil have sin gamle arbejdsplads tilbage
Når Dorte bliver spurgt til, hvorfor hun ikke har valgt at søge et andet job, siger hun:
”Jeg har været her i 21 år, og jeg har altid været glad for at gå på arbejde. Og så har jeg fået en leder, der ødelægger det for så mange – jeg vil se, om jeg kan få min arbejdsplads tilbage. Jeg er glad for mine kolleger og beboerne, så jeg prøver,” siger hun og tilføjer:
”Det er tankevækkende, at man er mere bange for repressalier fra ledelsen, end for de beboere vi har.”
FOA: Dorte er ikke det eneste tilfælde
Hos FOA Mariagerfjord har Kenn Andreasen været involveret i sagen.
”Man har lagt vægt på, at Dorte var belastet på grund af overfaldet, og det forværrer hendes tilstand, at ledelsen chikanerer. Men det, der undrer mig mest lige nu, er, at man fra øvre ledelse ikke tager hånd om det her. Og Dorte er ikke et enkeltstående tilfælde,” siger Kenn Andreasen.
Arbejdsgiver: Vi tager sagen alvorligt
Socialdirektør i Region Nordjylland, Dorte Juul Hansen, tager sagen meget alvorligt:
”Hvis vi har en udfordring med arbejdsmiljøet, handler vi på det. Det har vi også gjort i denne sag. Der er en lang række initiativer, der er sat i værk. Denne sag har haft høj prioritet fra regionens side,” siger Dorte Juul Hansen.
- Er det din oplevelse, at arbejdsmiljøet er forbedret?
”Jeg vil ikke udtale mig om den sag konkret. Men jeg anerkender, når der er stemmer i organisationen, der siger, at det er det ikke. Derfor har det fortsat mit fokus. Jeg vil bruge min tid på at finde ud af, hvad der er op og ned i det her. Vi er interesserede I gode arbejdspladser med gode medarbejdere, der trives. Det skal der ikke herske tvivl om,” siger Dorte Juul Hansen.