På mandag starter Meike Noorslykkes søn på 2 år og ni måneder i børnehave i Odense.
Odense Kommune er en af de 46 danske kommuner, som i år sender børn under tre år i børnehave. Det er næsten en firdobling siden 2008, og det er en udvikling, som vækker bekymring både fra eksperter og FOA.
"Jeg er nervøs for, om min søn bliver overladt helt til sig selv. Normeringen er ikke prangende i vuggestuen, men der er simpelthen for få medarbejdere til for mange børn i børnehaven," siger Meike Noorslykke.
Brug for voksne for at udvikle sig
Til juni bliver det Stine Kliems datters tur til at rykke fra vuggestue til børnehave i Odense – hendes datter vil være 2 år 9 måneder og 1 dag, når hun starter i børnehave.
Det er alt for tidligt, mener Stine Kliem.
"Hun har brug for voksne til at udvikle sine sociale kompetencer, og med så lav en normering, som der er i børnehaven, er der ikke nogen til at lære hende det," siger Stine Kliem.
Bange for om barn bliver set
I Støvring i Rebild Kommune skal Mette Bruns datter starte i børnehave 1. marts næste år. Hun fylder først tre år den 19. april.
Mette Brun er frustreret over, at datteren skal sendes så tidligt afsted.
"Jeg er bange for, om mit barn bliver set. Et barn skal helst have én primærperson, som det kan gå til, hvis der er noget i vejen. Men i børnehaven, vil det være skiftende personer. Det tror jeg er utrygt for børnene," siger Mette Brun.