Opdateret 4. maj: Majbritt Himmelstrup er pædagogisk assistent og ikke pædagogmedhjælper, som vi tidligere har kaldt hende.
Næsten to ud af tre FOA-medlemmer mener, deres faggruppes løn er uretfærdig. Det viser en ny medlemsundersøgelse.
En af de utilfredse er pædagogisk assistent Majbritt Himmelstrup, som arbejder i Assens Kommune.
”Vi er en faggruppe med kæmpeansvar for små levende mennesker. Når jeg tænker på, hvad folk får for at sidde foran en computer, så synes jeg ikke vores løn er i orden,” siger hun.
Læs også: Flertal af danskerne vil have mindre lønforskelle
Lønsedlen viser ikke ansvaret
Majbritt Himmelstrup får i øjeblikket 25.000 kroner om måneden for at arbejde 34 timer ugentligt.
Den hyre så hun gerne hævet til 30.000 - 32.000 kroner, for hun synes ikke, at det store ansvar, hun har, kan ses på hendes lønseddel.
”Jeg er en stor del af børnenes opvækst og deres opdragelse, og hvis jeg ikke gør mit arbejde godt nok, får det konsekvenser for deres liv senere hen,” siger hun.
46 procent af danskerne mener, at pædagogmedhjælpere fortjener mere påskønnelse og anerkendelse. Det viser en undersøgelse af befolkningens holdninger til forskellige faggruppers løn, som analysefirmaet Epinion har lavet for FOA.
FOAs medlemmer er mere utilfredse med lønnen end andre
64
% af FOAs medlemmer mener, at deres faggruppes løn ikke er retfærdig, mens kun 38 procent af danskerne har det på sammen måde med lønnen på deres eget fagområde.
19 % af FOA-medlemmerne mener, at deres løn ’slet ikke” er retfærdig, 45 %, at den kun ’i ringe grad’ er er retfærdig.
Kilder: Medlemsundersøgelse om retfærdig løn, FOA, oktober 2016, og befolkningsundersøgelse om anerkendelse og holdninger til lønforskelle (Analyseinstituttet Epinion for FOA, oktober 2016)