Den nye regering har afsat 580 millioner kroner på
finansloven til bedre dagtilbud, som skal fordeles over
fire år. Hvad pengene mere konkret skal bruges til, inviterer
regeringen til forhandlinger om, når den har præsenteret sit udspil her i starten af året.
Kommunernes Landsforening (KL)
har netop offentliggjort deres udspil
til, hvad pengene skal bruges på, og KL
vil bruge tre fjerdedele på praksisnær
kompetenceudvikling og en fjerdedel
på at fremme social mobilitet. I FOA er
vi bekymrede for, at penge til kompetenceudvikling
især vil gå til den del af
personalet, som allerede har en pædagogisk uddannelse.
Men kvaliteten i dagtilbuddene vil først for alvor blive
løftet, når normeringerne bliver
bedre, og alle ansatte er på vej til
uddannelse, eller har en pædagogisk
assistentuddannelse eller en
pædagoguddannelse.
Det er ret få penge, selvom det
lyder af meget. Og nogle steder
er behovet for at få tilført
flere ressourcer,
større end andre. FOA mener derfor, at alle
580 millioner kroner skal bruges på at
fremme social mobilitet for de mest
udsatte børn. De ansatte har brug for
flere timer og mere viden.
Den tiendedel af daginstitutionerne,
der har flest udsatte børn,
har for eksempel i gennemsnit 27
personaletimer mere til rådighed
om ugen, end andre daginstitutioner.
Timerne går ikke til det pædagogiske
arbejde med børnene, men
til udvidet PPR-samarbejde og udvidet
forældresamarbejde med mere.
Flere undersøgelser viser også, at
dagplejere med mange udsatte børn
mangler viden, ønsker flere pædagogiske
tilsyn og færre børn indskrevet.
Klummen er også bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA