“I skolegården ved
man i det mindste,
hvem der mobber. På
en arbejdsplads
foregår det bag ens
ryg,” siger Dianna
Andersen, som blev
udsat for sladder fra
sine kolleger.
Niels Åge Skovbo
Af
Birgitte Wulff
Journalist
Da rygterne begyndte at svirre blandt
kollegerne på det plejecenter i Viborg,
hvor Dianna Andersen var ansat, blev
blikket straks rettet mod hende. Kollegerne
var overbeviste om, at det var deres
unge kollega, der sladrede til chefen
om, at ‘nogle’ holdt for lange pauser, og
at ‘andre’ var lidt for flittige med at ryge
i arbejdstiden.
Dianna var ansat som
social- og sundhedshjælper
på plejecentret i to
år, men allerede kort
efter sin ankomst oplevede
hun at blive frosset
ud af fællesskabet.
“Når jeg kom ind i et
lokale, hvor der sad en
gruppe og snakkede,
blev de stille, så snart de
så mig, og jeg fik en klar fornemmelse
af, at det var mig, der blev snakket om.
Det var meget ubehageligt,” siger Dianna,
som i dag er 30 år.
Sov dårligt
Hun er ikke i tvivl om, at hendes brøde
bestod i, at hun kendte lederen privat.
Lederen er svigermor til Diannas
bedste veninde, og netop for
ikke at blive beskyldt for
nepotisme, lagde de kortene
på bordet, kort efter hun blev
ansat. Men ærligheden ramte
Dianna i nakken som en
boomerang.
Det viste sig, at der blandt
kollegerne var en person, som
helt systematisk sladrede om
sine kolleger, hver gang vedkommende
mente, at en i gruppen ikke
passede sit arbejde ordentligt.
“Det var et kæmpe problem blandt
kollegerne, at vi ikke stolede på hinanden,
og det blev taget op, hver gang
vi havde personalemøde. Men jeg var
aldrig i tvivl om, at de troede, det var
mig. De kunne for eksempel sige: ‘Der
er ‘nogle’, der sladrer, men vi ved jo alle
sammen, hvem det er’, og så kiggede alle
på mig.”
Efterhånden blev hun fysisk utilpas,
når hun skulle på arbejde. Hun sov dårligt
om natten, følte sig bekymret, og
når hun sad i sin bil om morgenen, blev
hun overvældet af nervøsitet for, hvad
dagen ville bringe.
“Jeg turde ikke sige noget til min
leder. Dels fordi jeg ville bevise, at jeg
kunne klare mit job, dels fordi jeg kendte
hende privat, og det ville jeg ikke udnytte.”
Mit problem var, at jeg ikke turde sige noget til min leder.
Lederen skred ind
Men lederen havde luret, at stemningen
blandt kollegerne var dårlig, og der blev hyret en ekstern konsulent, som skulle
undervise medarbejderstaben i trivsel.
Desværre hjalp det lige lidt, og Dianna
valgte til sidst at betro sig til sin leder.
“På et møde gjorde hun det meget
klart, at jeg ikke rendte med sladder til
hende, og at hun i det hele taget fandt
omgangstonen uacceptabel,” fortæller
Dianna.
Chefens udmelding gjorde udslaget.
Sladderen gik i sig selv, og Diannas råd
til andre, der bliver mobbet, er derfor
også at gå til lederen eller tillidsrepræsentanten.
“Det er en leders opgave at løse problemer
med dårligt arbejdsmiljø. Det
kan den enkelte medarbejder ikke gøre,
og det er vigtigt, at man tør sige det
højt og ikke går med det selv,” siger
Dianna Andersen, som er formand for
landselevbestyrelsen i FOA og ikke længere
er på den pågældende arbejdsplads.
I dag er hun ved at uddanne sig til
social- og sundhedsassistent.
Fakta: Går ud over arbejdsglæden
- 20 procent har inden for det seneste år oplevet at blive fornærmet eller hånet som person for eksempel på grund af vaner, baggrund, holdninger eller privatliv.
- 20 procent af medlemmerne i undersøgelsen har inden for de seneste 12 måneder været udsat for at blive ignoreret, udelukket fra eller frosset ude af det sociale fællesskab på deres arbejdsplads.
- 29 procent har inden for de seneste 12 måneder været udsat for, at der er blevet spredt sladder eller rygter om dem på arbejdspladsen. Af disse er 23 procent ikke glade for at gå på arbejde.
Kilde: FOAs medlemsundersøgelse om mobning på arbejdspladsen, april 2015, 2.408 deltog