Annonce

Illustration af en kvinde, der står med en megafon, hvor der står "ytringsfrihed"

Tema: Ytringsfrihed

Kend din ret: Det må du ytre dig om


Som offentligt ansat er din ytringsfrihed beskyttet af grundloven, så længe du udtaler dig som privatperson og overholder din tavshedspligt. Læs her syv gode råd om, hvad du må sige.

Annonce

Offentligt ansatte har en særlig viden om forholdene på arbejdspladsen, men mange frygter at udtale sig, hvis de oplever kritisable forhold. Fagbladet FOA har samlet syv råd, der giver dig overblik over, hvad du har ret til at ytre dig om. Illustration: Jørgen Stamp

Af Sisse Nedergaard Jensen
Journalist

Annonce

Mange ansatte frygter, at det vil have negative konsekvenser for dem, hvis de offentligt fortæller om dårlige forhold på arbejdspladsen. Det viser en ny undersøgelse blandt FOAs medlemmer.

Læs også: Ansatte tør ikke at fortælle om dårlige arbejdsforhold

Men grundloven beskytter din ret til at ytre dig, og den sikrer, at du som offentligt ansat har en udvidet ytringsfrihed. Det betyder, at du som udgangspunkt ikke kan blive fyret, degraderet eller på anden måde møde negative konsekvenser på jobbet, hvis du ytrer dig.

”Det er afgørende for et velfungerende demokrati, at offentligt ansatte deler deres viden i den offentlige debat,” skriver tidligere justitsminister Søren Pind (V) i Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Syv gode råd
Der er dog nogle regler, du skal huske på, hvis du vælger at ytre dig. Fagbladet FOA har her samlet syv gode råd:

1. Udtal dig på egne vegne. 
Som offentlig ansat har du ytringsfrihed til at udtale dig som privatperson, hvis du oplever noget på din arbejdsplads, som du ikke synes er i orden. Din personlige mening og holdning er beskyttet af grundloven.

2. Vend det med ledelsen. 
Det er ofte bedst at tage problemerne op på arbejdspladsen eller med ledelsen først. Ellers risikerer du, at din leder føler sig dolket i ryggen.

3. Stå sammen med kollegerne.
Vend dine ytringer med dine kolleger, din tillidsrepræsentant eller din arbejdsmiljørepræsentant, før du går videre med dem. Dit synspunkt står stærkere, hvis du har sympati på arbejdspladsen. Overvej, om I er flere, der skal stå frem sammen.

4. Husk din tavshedspligt.
Du skal overholde din tavshedspligt, når du udtaler dig uden for arbejdspladsen. Du må for eksempel ikke bringe personfølsomme oplysninger om bestemte borgere videre.

5. Tillidsvalgte skal holde tæt ved saglig grund.
Hvis du er tillidsrepræsentant eller i MED-udvalget, kan du blive bedt om at holde tæt med nogle emner. Der skal være en saglig grund til, at det skal holdes hemmeligt, og det må ikke vare længere, end der er grund til. Du har ret til at vide, hvor længe du skal holde oplysningerne hemmelige.

6. Tal sandt og overdriv ikke.
Du skal selvfølgelig tale sandt, og du skal tænke over ordvalg og facon. Du må ikke komme med nedsættende og æreskrænkende udtalelser. Derudover skal du passe på med ikke at ’smøre for tykt på’. Hvis du trækker tingene for hårdt op, kan der komme samarbejdsproblemer bagefter.

7. Ledelsen må ikke fyre dig.
Det er ulovligt at fyre dig, alene fordi du bruger din ytringsfrihed. Din leder må heller ikke give dig dårligere vagter eller på anden vis chikanere dig. Hvis du oplever konsekvenser, skal du straks gå til din tillidsrepræsentant.

Uklare regler for privatansatte

For privatansatte er retningslinjerne om ytringsfrihed mere uklare. Opfattelsen blandt de private arbejdsgivere er, at loyalitetspligten vejer tungere end ytringsfriheden. Hvis du som privatansat oplever kritisable forhold på din arbejdsplads, råder konsulent i det private team i FOA Michaela Strand derfor til, at du går til din lokale FOA-afdeling, som kan hjælpe dig med, hvordan du skal forholde dig.

Ytringsfrihedsberedskab i FOA

Har du spørgsmål om din ret til at ytre dig, kan du som medlem af FOA kontakte din lokale FOA-afdeling. Som noget nyt kan afdelingerne trække på et særligt ytringsfrihedsberedskab, som kan yde konsultation til afdelingerne og de tillidsvalgte, når situationerne opstår.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev