OBS: Vi er kommet til at linke til denne artikel, som er to år gammel. Du finder den rigtige artikel her.
Læs også: Kom næsten gratis til Folkemøde med FOA
Bo i det bornholmske klippelandskab med udsigt over Østersøen og lad dig friste af de mange arrangementer, der finder sted, når solskinsøen igen er vært for det årlige Folkemøde til sommer.
Som medlem af FOA har du mulighed for at få en næsten gratis ferie på Sandvig Familiecamping og opleve Folkemødet med debatter, musik og underholdning. FOA Camping starter 11. juni og slutter 18. juni 2017. Selve Folkemødet varer fra 15.-18. juni.
Tag familien med
Du skal selv tage et telt eller en campingvogn med, men FOA betaler lejen til campingpladsen, som ligger direkte ned til stranden.
FOA betaler også broafgiften til Storebæltsbroen – inklusiv campingvogn eller camp-let.
Der gives også et tilskud til familier, hvis prisen til offentlig transport koster mere end 515 kroner. Det eneste, du selv betaler til campingpladsen, er dit forbrug af strøm.
Familie og venner er også velkomne.
”Børn, hunde, kærester, venner og bekendte er velkomne til at tage med. Der skal bare bo mindst et FOA-medlem i teltet eller campingvognen,” siger Ole Zander, som er campingansvarlig i FOAs lejr.
Gå til debat eller tag en dukkert
Sandvig Familiecamping ligger et kvarters gang fra Allinge, hvor Folkemødet foregår. Derudover kører der busser flere gange i timen.
Det er gratis at gå til arrangementer hos de mange organisationer, medier og politiske partier. FOA har også et telt på Folkemødet, hvor FOA sætter medlemmerne på dagsorden.
”Man kan gøre lige, hvad man har lyst til og er ikke tvunget til at deltage i noget. Det er ferie, vi lægger op til,” siger Ole Zander.
Grill hver aften
For 200 kroner for voksne og 100 kroner for børn er der morgenmad hele ugen i FOAs lejr, og hver aften klokken 18 bliver der tændt op for grillen, så det er let at lave mad.
”Der er også et hav af tilbud på Folkemødet rent spisemæssigt, også hvor det er gratis. Der bliver serveret alt muligt rundt omkring i teltene,” fortæller Ole Zander.
Læs mere om FOAs arrangementer på Folkemødet 2019 på FOA.dk her.
Læs mere om FOAs arrangementer på Folkemødet 2016.