Kevin Vester tjekker sin lønseddel hver måned nu. Beredskabsassistenten fra Brand & Redning Silkeborg kontrollerer, at udbetalinger, tillæg og pension passer.
Han har nemlig lært på den hårde måde, at der kan ske fejl. Det fandt han ud af, da hans tillidsrepræsentant Niels-Jørn Kristensen tilbage i august 2014 tjekkede kollegernes lønsedler.
Han opdagede, at Kevin ikke havde fået udbetalt pension i knap halvandet år og havde 54.209 kroner til gode i pension.
Kontrollerede aldrig
”Jeg har nok været lidt dum og naiv, for tidligere kontrollerede jeg aldrig mine lønsedler. Jeg skænkede det ikke en tanke, men stolede bare på, at der var styr på tingene,” siger Kevin Vester til Fagbladet FOA.
Han er dybt taknemmelig for tillidsrepræsentantens årvågenhed.
”
Det var helt fantastisk, at Niels-Jørn tjekkede mine lønsedler. Han er bare guld værd,” siger han.
Kommunen beklager
Tillidsrepræsentant Niels-Jørn Kristensen har gjort det til en vane at tjekke sine kollegers lønsedler et par gange om året. Og da han sad med Kevin Vesters lønseddel, undrede han sig over et manglende ’p’, der fortæller, at der er indbetalt pension.
Derfor kontaktede han personalekonsulent Susanne Kunnerup i Silkeborg Kommune.
Sammen fik de hurtigt opklaret, hvad der var gået galt – og kort efter fik Kevin Vester de 54.209 kroner, han havde til gode i pension.
”Der er stadig enkelte personalegrupper, der ikke er berettiget til pension fra dag et. Kevin Vester havde et års karensperiode, og vi var ikke opmærksomme på at få det ændret, da året var gået. Det er selvfølgelig beklageligt,” siger Susanne Kunnerup.
Har du brug for et løntjek?
Har du mistanke om, at der er fejl på din lønseddel, kan du altid få hjælp til at få den tjekket ved at henvende dig til din tillidsrepræsentant eller din lokalafdeling.