Annonce

Tema: Konkurser i private plejefirmaer

Kommuner hiver i udbudsbremsen


Mens tendensen går mod store udbud af hjemmeplejen, har to kommuner besluttet helt at droppe eller bremse udbud af frygt for konkurser blandt de private plejefirmaer. 

Annonce

Af Kristoffer Sutton
Journalist

Annonce

Kommunerne udliciterer mere og mere ældrepleje til private firmaer, viser tal fra Økonomi og Indenrigsministeriet.

Læs mere: Flere plejeopgaver løses af private

Men frygten for konkurser i private firmaer og det dyre oprydningsarbejde, der følger efter for kommunen, har fået to kommuner til at genoverveje store udbudsrunder.

Næstved Kommune havde store planer om udlicitering af et distrikt i hjemmeplejen. Det ville betyde, at 200 medarbejdere skulle skifte fra den kommunale ældrepleje til et privat firma. Den proces blev i sidste uge afblæst.

”Ikke risikoen værd”

“Vi har fået foretaget en analyse af, hvad vi kunne spare, og der har simpelthen ikke været nok at spare til, at vi vil gennemføre udbuddet. Samtidig kører der en række historier om de store udgifter, der er forbundet med konkurser i de private plejefirmaer, som falder tilbage på kommunen. Samlet set er det ikke risikoen værd,” siger formand for Omsorgsudvalget i Næstved Kommune Jette Leth Buhl til Fagbladet FOA.

Beslutningen har ifølge Jette Leth Buhl bragt lettelse til de medarbejdere, der i lang tid har været usikker på, om de skulle arbejde for et privat firma eller kommunen i fremtiden.

“Det her er en tillidserklæring til medarbejderne i den kommunale ældrepleje. Vi skal stadig spare penge på området, men vi er sikre på, at det system, vi har i dag, er bedre end det ville være, hvis vi skulle benytte flere private leverandører,” siger hun.

Skrappere krav

I Hørsholm Kommune fik nyheden om de mange konkurser i private plejefirmaer kommunens Social- og Seniorudvalg til at udsætte et forestående udbud af et kommunalt plejehjem.

“Vi fik nyheden om de mange konkurser og de efterfølgende regninger til en række kommuner på dagen, hvor vi skulle beslutte os for udbuddet. Vi kunne ikke med god samvittighed gennemføre udbuddet uden først at undersøge den risiko, der er forbundet med at konkurrenceudsætte en del af ældreområdet,” siger udvalgsformand Thorkild Gruelund til Fagbladet FOA.

Frygten for en ekstraregning ved konkurser i de private firmaer har nu fået kommunen til at ændre udbuddet. Firmaerne skal nu stille en større økonomisk garanti over for kommunen, som også vil få mere vidtgående muligheder for at kontrollere de private leverandørers regnskab og bemanding. Det skal sikre borgerne en stabil hjælp, fortæller Thorkild Gruelund.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev