Wickie Kirstine Bay har arbejdet i socialpsykiatrien i 20 år. Hendes hjerte banker for at være social- og sundhedsassistent.

Men i dag får hun en klump i maven, når hun tænker på den udvikling, hun har været vidne til, siden hun blev ansat på Bornholms Kommune for 14 år siden.

Som fællestillidsrepræsentant for handicap- og socialpsykiatriområdet, har hun set, hvordan økonomien er blevet strammere. Derfor har hun og hendes kollegaer, der arbejder med mentorsager fra jobcenteret og med at yde bostøtte til unge borgere med diagnoser, fået mindre spillerum til at tage gode, faglige beslutninger, fortæller hun.

For 14 år siden fik borgerne for eksempel visiteret støtte i kategorier, hvor den laveste kategori var mellem nul og tre timer, og den højeste kategori var mellem 8 og 15 timer. Så kunne Wickie Kirstine Bay hver uge justere, hvor meget tid hun konkret brugte med hver enkelt borger.

Men i dag er hver enkelt opgave visiteret til et bestemt antal minutter af en af kommunens sagsbehandlere, påpeger hun.

”Der er blevet meget mindre tid til at nå det, vi skal, og de opgaver vi skal nå, er blevet mere specifikke. Den udvikling bekymrer mig. Min faglige frihed er blevet mere bundet. Det er svært, for et menneske med en diagnose har ikke nødvendigvis de samme udfordringer som et andet mennesker med samme diagnose,” lyder det fra Wickie Kirstine Bay i en debat på Folkemødet på Bornholm.

I debatten om, hvordan man kan tøjle økonomien på det specialiserede socialområde samtidig med at styrke fagligheden, er hendes standpunkt klart:

”Diagnoser er ikke statiske, og der burde være tid og plads til at tage hensyn til tilbagefald. Og så kan det ikke passe, at der med årene er flere og flere unge, der debuterer med diagnoser, men at jeg oplever, at det er markant sværere at få visiteret hjælp i dag end tidligere,” siger Wickie Kirstine Bay.

Ifølge social- og sundhedsassistenten har det konsekvenser for hende og hendes kollegaer, at det i dag er sagsbehandlere i kommunen, der bestiller de konkrete opgaver, social- og sundhedsassistenter skal udføre for borgeren. Det betyder mere fokus på skal-opgaver end kan-opgaver.

”Nogle gange kan vi på gulvet godt opleve, at vores faglighed bliver taget fra os, og at myndigheden næsten bestemmer, hvilke metoder vi skal bruge. Det er en udfordring,” siger hun og fortæller, at når hendes kollegaer lykkes godt, er det, fordi de formår at skabe en stabil relation til borgeren, samtidig med at de har et tæt samarbejde til sagsbehandlerne, der visiterer.

”Og borgeren skal med i samtalen med sagsbehandleren. Det fungerer bedst, når vi sammen med borgeren, sagsbehandleren, sygeplejersken og pædagogen kan blive enige om, hvad det egentlig er, borgeren har brug for, og hvordan vi fælles kan løfte det,” siger hun og uddyber:

”Når samarbejdet er tæt, og der er tid til den nødvendige dialog, hvor borgeren bliver inddraget, så er det godt. Men når tiden til det vigtige samarbejde ikke er der, så får jeg og kollegaerne en oplevelse af, at myndighederne overruler. Så er der en oplevelse af to tandhjul, der ikke arbejder sammen. Vi skal have de tandhjul til at arbejde samme, så fungerer det megagodt,” lyder Wickie Kirstine Bay betragtninger.

Sektorformand for Pædagogisk Sektor i FOA, Kim Henriksen, synes, at Wickies Kirstine Bays pointer er ’spot on’.

Han fremhæver vikarudgifterne i kommunerne som en hæmsko, der forhindrer, at kommunernes stramme budget bliver brugt direkte på borgerne og at styrke fagligheden. Alligevel bider han mærke i et særligt ord, han er enig med Wickie i, er helt centralt i debatten om økonomi og faglighed på det specialiserede socialområde.

”Samarbejdet mellem faggrupper – altså flerfaglighed – kan være en stor gevinst for borgerne. Borgerne har nogle rettigheder, som vi ikke kan putte ned i en lommeregner. Derfor ville vi gøre klogt i ude i kommunerne at gå i dialog med medarbejderne og sikre god sparring mellem alle leddene, lige fra myndighederne til borgeren. Ved at gøre det tror vi, at man på sigt vil kunne kigge på økonomien og få en bedre styring,” lyder det fra Kim Henriksen.