Annonce

En glad vinder står med sin guldmedalje

Tema: DM i Skills 2024

Her er vinderen af DM i sosu-Skills 2024


Efter tre intense dage med konkurrencer på Dyrskuepladsen i Roskilde, kunne Kaja Lorenzen fra SOSU Syd kalde sig vinder af social- og sundhedsassistent-kategorien ved DM i Skills 2024.

Annonce

Kaja Lorenzen fik overrakt diplom og medalje af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (tv.) og formanden for DM i Skills, Søren Heisel. Rasmus Hargaard Breum

Af Laurits Eriksen
Journalist

Af Allan Wahlers
Journalist

Annonce

Til lyden af tung bas og brag fra konfettirør blev vinderne i hele 47 fag afsløret fra scenen til DM i Skills 2024.

”De har grint, de har grædt, og uden at fornærme nogen kan jeg godt afsløre, at der har lugtet lidt af sved også,” sagde værten Josephine Høgh, inden hun råbte vindernavnene op:

”Danmarks bedste unge social- og sundhedsassistent er ...

KAJA LORENZEN FRA SOSU SYD!”

Og så skete det, Kaja har håbet på, siden hun sidste år kom på andenpladsen.

Social- og sundhedsassistent taler i telefon
Under en af opgaverne måtte Kaja Lorenzen ringe efter en ambulance. Rasmus Hargaard Breum
Kvinde smiler stort
Smilet var bredt på Kaja Lorenzen, da hun trådte op på scenen for at modtage guldmedaljen. Rasmus Hargaard Breum
Tusinder af mennesker klappede hende op på podiet, hvor hun fik guldmedaljen om halsen af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

”Jeg er vildt glad og stolt af mig selv,” jublede Kaja Lorenzen, da hun trådte ned fra scenen.

”Man vil jo bare så gerne være nummer 1. Selvfølgelig er det sjovt at være med, men det er en konkurrence, og jeg er et kæmpe konkurrencemenneske.”

På andenpladsen kom David Vejstrup Andersen fra SOSU Nord, mens Karoline Lohse fra SOSU H blev nummer tre.

Tre intense dage

Før Kaja Lorenzen blev kåret som vinder, har hun været igennem tre dage med et intenst konkurrenceforløb, hvor hun sammen med de ni andre deltagere blandt andet skulle håndtere Orham, som havde en hashpsykose, den tørlagte alkoholiker Frank, som fik besøg af sin trælse ven, og Birgitte, som var døden nær af kræft. I opgaverne blev borgerne spillet af skuespillere på scenen.

”I nat drømte jeg, at de ville råbe mit navn op på scenen for at sige ‘Kaja, du er bare en evig 2’er. Du har igen ikke vundet Skills’. Men det gjorde jeg,” siger Kaja Lorenzen.

I morgen går turen retur til Sønderjylland, hvor Kaja Lorenzen arbejder på et center for børn med fysiske og psykiske handicap.

”Jeg har ikke flere fridage, jeg kan bruge. Sådan er det jo, når man arbejder. Men jeg tror virkelig, at alle mine kolleger er stolte af mig, så jeg glæder mig til at møde ind på arbejde igen.”

Social- og sundhedsassistent hjælper kvinde, som er faldet
I finalerunden skulle de tre finalister hver igennem to opgaver – blandt andet skulle de hjem til Ellen, som havde trykket på sin kaldeknap i sit hjem, fordi hun var faldet og havde slået hovedet slemt. Rasmus Hargaard Breum

Makker og træner troede på sejren

For den anden deltager fra SOSU Syd, Nanna Fangel, kom det ikke som en overraskelse, at hendes makker Kaja Lorenzen løb med titlen.

”Jeg tør godt sige, at jeg havde regnet med, at hun tog den. Hun er så fagligt dygtig og dykker virkelig ned i sit fag,” sagde hun og tilføjede:

”Jeg måtte også lige tage en tudetur på hendes vegne.”

Fagbladet FOA fangede også den ene af Kaja Lorenzens tre stolte trænere fra SOSU Syd, Tina Enghave.

”Hun vinder på sit kæmpe overskud og sin enorme empati. Hun kan bevare roen og overblikket i pressede situationer, og fagligt er hun enormt dygtig og kompetent.”

Med vinderplaceringen har Kaja Lorenzen kvalificeret sig til europamesterskabet i sosu til EuroSkills 2025 i Herning. Opgaverne ligner dem, hun kender fra DM – dog på engelsk.

”Jeg har allerede øvet mig. Jeg har lige set hele ’Grey’s Anatomy’ på engelsk uden undertekster, så jeg vil sige, at jeg er godt forberedt allerede,” siger Kaja Lorenzen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev