Annonce

kanstrupgaard

Udskældt bosted drejer nøglen om efter kun ét år: ”Jeg frygter, at hun bare åbner et nyt”


Kritikken har haglet ned over Dalbygaard Botilbud, allerede før det åbnede. Nu er stedet begæret konkurs, blot få dage før Socialtilsynet trak deres godkendelse til at drive bostedet tilbage.

Annonce

Kanstrupgaard, som ses på billedet, var det første botilbud, Organisation for Social Indsats drev, som blev lukket af Socialtilsynet. Michael Bo Rasmussen

Af Sara Rested Suri
Journalist

Annonce

Fremover vil Dalbygaard, et botilbud nord for Randers, ikke længere huse udsatte stofmisbrugere med psykiske diagnoser som skizofreni og angst.

Virksomheden bag bostedet er nemlig blevet begæret konkurs den 26. januar 2024 efter at have eksisteret i knap 13 måneder. Det skriver Randers Amtsavis.

Dalbygaard er en del af virksomheden Organisation for Social Indsats, der i øjeblikket er under konkursbehandling ved Retten i Aalborg. Men blot få dage efter, at virksomheden blev begæret konkurs, besluttede Socialtilsyn Midt at inddrage botilbuddets godkendelse til at drive bosted, skriver avisen.

”Vi har jo fulgt sagen helt fra begyndelsen, og der har altid været massive problemer på Dalbygaard, fagligt og ledelsesmæssigt. Derfor er det rigtig godt – både for borgerne og personalet – at de nu kan komme et andet sted hen, hvor fagligheden og lederkompetencerne er i top. Men vores frygt er, at Rie Kanstrup hurtigt finder et andet botilbudsprojekt at kaste sig over. Det er jo det, der er hendes historik,” siger Mariejo Christensen, der er næstformand i FOA Randers.

Læs også: Truet på livet med mursten: Katja måtte barrikadere sig på kontoret

Mangelfuld ledelse og kritisabel faglighed
Ingen sikkerhedsforanstaltninger på arbejdet. Ingen overfaldsalarmer. Og medarbejdere, der var alene flere timer ad gangen med udadreagerende misbrugere med abstinenser.

Det var nogle af de problemer, medarbejdere på Dalbygaard fortalte om til næstformanden i FOA Randers i månederne efter, at botilbuddet åbnede.

Mariejo Christensen kender også til gentagende episoder, der fandt sted over flere måneder, hvor ansatte måtte køre beboerne rundt i deres private bil, når de skulle ud fra bostedet for at købe stoffer eller handle ind.

Fagbladet FOA har fået bekræftet episoderne af en tidligere ansat.

Samme billede af et udfordret bosted med utilstrækkelig ledelse tegner en tilsynsrapport fra Socialtilsyn Midt i juli 2023. I rapporten står blandt andet, at der ikke er ansat ”nok medarbejdere med relevante kompetencer i forhold til målgruppens behov”. Og i november gav Styrelsen for Patientsikkerhed Dalbygaard tre påbud.

”Det er sørgeligt, at vores retssystem tillader, at man kan drive et bosted så dårligt, at det bliver lukket, men samtidig bare kan starte et nyt op til en gruppe borgere, der hører under nogle andre paragraffer,” siger Mariejo Christiansen og tilføjer, at det var det samme mønster, der tegnede sig på forsorgshjemet, Rie Kanstrup drev før Dalbygaard.

”På sådan et sted, får beboerne jo nogle sår på sjælen, når de bliver flyttet gang på gang og ikke får den støtte, kommunerne betaler for. Det går altså ud over de beboere, som bor der,” siger hun.

Fagbladet FOA har forsøgt at komme i kontakt med Rie Kanstrup for at forholde hende kritikken i artiklen. Vi ville også gerne spørge hende, om hun har tænkt sig at åbne nye sociale tilbud, om hun selv begærede virksomheden bag Dalbygaard konkurs og i så fald hvorfor. Men hun er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev