Annonce

Kvinde spiser boller med børn

Efter hård kritik af børnehavelukning: Nu vil borgmester i dialog med kulturministeren


Efter Fagbladet FOA er gået ind i sagen, vil borgmester Jakob Næsager nu kontakte kulturminister Jakob Engel-Schmidt for at drøfte fremtidsmulighederne for Børnehuset ved Kongens Have.

Annonce

Leder af Børnehuset ved Kongens Have, Gitta Carstensen Jersø, kalder den nye udmelding fra borgmesteren for ”hamrende positiv”. Rasmus Hargaard Breum

Af Laurits Eriksen
Journalist

Af Pernille Magaard Bøgh
journalist

Annonce

Der har været hård kritik af Københavns Kommune, efter det er kommet frem, at den integrerede institution Børnehuset ved Kongens Have står til at lukke.

Som Fagbladet FOA beskrev i går, ligger børnehuset nemlig i Slots- og Kulturstyrelsens lokaler i Kongens Have, og de lokaler har Københavns Kommune hidtil været lejer af. Men nu har Slots- og Kulturstyrelsen valgt at opsige lejemålet, og institutionen vil som resultat de facto lukke i juni 2025.

Københavns Kommune meddelte dog først Børnehuset ved Kongens Have om lukningen længe efter, at indsigelsesperioden udløb.

En af dem, der har været modstander af lukningen, er lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse og førende forsker inden for pædagogisk kvalitet, Grethe Kragh-Müller.

”Beslutningen er for mig fuldstændig uforståeligt. Børnehuset ved Kongens Have er en af de ganske, ganske få dagtilbud i Danmark, der har så høj kvalitet. Når jeg har forskere fra udlandet på besøg, så tager jeg dem netop her, så de kan se, hvordan et godt sted for børn kan se ud,” sagde Grethe Kragh-Müller til Fagbladet FOA.

Men efter henvendelser fra Fagbladet FOA skriver Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune i en skriftlig kommentar, at borgmester Jakob Næsager nu vil kontakte kulturministeren for at ”få en dialog om institutionens fremtid”.

Børn kravler
Forsker Grethe Kragh-Müller kalder Børnehuset ved Kongens Have et af ganske få dagtilbud i Danmark med høj kvalitet. Rasmus Hargaard Breum
Den nye udmelding glæder leder af Børnehuset ved Kongens Have, Gitta Carstensen Jersø:

”Det er dejligt, at der er nogen, der går ind og tager et ansvar. Så kan børnene forhåbentlig blive placeret enten her eller et andet sted i byen.”

- Får det dig til at tro på, at det kan lykkes?

”Nej, ikke endnu. Vi er i en rutsjebane, der kan gå frem og tilbage. Men udmeldingen er hamrende positivt,” siger hun og kommer samtidig med en klar opfordring til borgmesteren:

”Vær nu med til at redde en god institution i København. Vi ligger måske i indre by, men her skal der også være plads til børneliv, selvom vi bor i dyre, historiske bygninger.”

Besked skulle bringes på et personligt møde

I Københavns Kommunes svar til Fagbladet FOA, skriver Børne- og Ungdomsforvaltningen, at Børnehuset ved Kongens Have ganske rigtigt fik meddelelsen om opsigelsen sent:

”Man kan godt indvende, at der gik noget tid før Børnehuset blev informeret, men det handler om, at der skulle et møde i kalenderen, fordi kommunen gerne vil overbringe den ærgerlige nyhed personligt på et møde.”

Der gik dog alligevel knap tre måneder, fra Københavns Kommune kendte til beskeden, til at Børnehuset ved Kongens Have fik meldingen.

Fagbladet FOA har forsøgt at få en kommentar fra Slots- og Kulturstyrelsen, der endnu ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev