Kvinder i klynger sidder samlet på handelsgaderne i centrum i Hong Kong. Med små madbokse med ris, grøntsager og søde sager har de slået sig ned på både fortove og veje. Telte er slået op for at sikre dem skygge og læ i de mange timer, de bruger sammen. Der er ingen plads til trafik, så tæt sidder de hundreder af kvinder.

”Gaderne er blokeret hver søndag. Det er helt fast. Da samles alle husarbejdere på gaden, for det er deres eneste fridag, og de er nødt til at tage ud af huset, for hvis de bliver hjemme, er de på arbejde.”

Sådan fortæller Jean Gocotano, der siden 2012 har været fast konsulent i FOA som rådgiver for au pairer i Danmark. 

Forud for arbejdet i FOA ligger mere end et årtis faglig aktivisme, hvor Jean blandt andet med en megafon for munden bogstaveligt talt råbte Hong Kongs husarbejdere op.

Læs også: ’Det er rystende tal’: Stor stigning i antal af au pair-sager om seksuel chikane

Fra matematiklærer til husarbejder

22 år gammel drog Jean til Hong Kong. Men det blev tilværelsen ikke lettere af. Tværtimod.

”Jeg fik ikke mit eget værelse, men skulle sove midt inde i min arbejdsgivers stue. Og så ville de have, at jeg arbejdede om søndagen også, hvor jeg skulle oplæres i at løse flere huslige opgaver. Jeg havde aldrig fri, ” fortæller Jean.

De usle arbejdsforhold og helt konkret den manglende fridag var det, der fik tændt den faglige ild, som har brændt lige siden i Jean. Hun rejste nemlig ikke bare en sag igennem organisationen Migrante International, som kæmper for rettigheder for udenlandske arbejdere verden over. Jean vandt også sagen over arbejdsgiveren.

Jean fik en ny familie som arbejdsgiver og lavede ved siden af det nu også fagligt arbejde. Hun begyndte at organisere medlemmer for lønmodtagerorganisationen International Migrants Alliance and Filipino Migrant Workers Union og at oplyse de mange husarbejdere om deres rettigheder. Blandt andet ved at råbe dem op på gaden.

”Jeg lærte om lovene for migranter fra flere forskellige lande, men jeg havde især ansvar for dem, der var ansat hos saudiske familier. Det var sager om manglende løn og alt for mange arbejdstimer, men også om voldtægter, indespærringer og vold.”

Miljøet var i nogle tilfælde så barskt, at nogle kun se en vej ud af det ved at begå selvmord.

”Nogle gange bad jeg også den filippinske ambassade om hjælp. Men svaret var altid, at hvis ikke arbejderne kunne klare at være i Hong Kong, så måtte de rejse hjem. Der var ingen hjælp at hente. Det samme indtryk har jeg faktisk af andre ambassader, jeg har henvendt mig til,” siger Jean.

Selv var hun godt tilfreds med tilværelsen. Arbejdet for familien fungerede. Det faglige arbejde var spændende. Men det ville være endnu bedre at være au pair i Danmark. Der er forholdene langt bedre, fik Jean at ide af en veninde, som havde taget ophold som au pair i det lille land i nord.

”Man skulle kun arbejde for familien fem timer om dagen, sagde min veninde. Hun havde allerede en værtsfamilie parat til mig.”

For Jean var det afgørende, at familien kendte til hendes fagpolitiske baggrund. At familiemedlemmerne ikke blev overraskede over, at her kom en kvinde, der kendte sin ret og som var fagligt aktiv.

”Man kunne jo også se på min facebook-side, hvordan jeg har deltaget i demonstrationer og andre aktioner for at få bedre rettigheder for husarbejderne. Men det var familien indforstået med.”

Jean havde aldrig hørt om Danmark før. Om Europa, jo. England, Tyskland, Italien. Men ikke Danmark. Og selv om veninden måske fik det til at lyde som landet, der flød med mælk og honning, var det ikke just et eventyr, der ventede hende, da hun i 2010 kom hertil.

”Allerede da jeg ankom til familiens hus, tænkte jeg, at det slet ikke ville hænge sammen for mig. Huset var i tre etager, de havde tre børn – og en hund, som jo fældede i møblerne. Og jeg skulle også lave mad. Fem timer om dagen rakte slet ikke til alt det,” fortæller Jean.

Hendes antagelser holdt stik. Hun kunne slet ikke nå opgaverne på de 30 ugentlige timer, au pair-ordningen indebærer. Efter et par opslidende måneder tog hun problemet op med sin værtsfamilie.

”Heldigvis var de meget forstående. Så de hyrede en barnepige, som overtog alle opgaver omkring børnene.”

Rygtet om Jeans fagpolitiske engagement var rejst med hende fra Hong Kong til Danmark, hvor kvinder i klemme kontaktede hende, hvis de oplevede problemer i forhold til deres værtsfamilier.

”Hvis en au pair blev smidt ud af sin familie, hjalp jeg med at finde et opholdssted og måske også en ny familie. Det kunne også ske midt om natten, at en au pair pludselig stod på gaden uden tag over hovedet. Så ringede de til mig,” fortæller Jean om de 18 måneder, hvor hun selv var au pair.

Undervejs bad hun om fri i nogle dage, så hun sammen med to andre danske au pairer kunne deltage i en konference om migrantarbejde, som den internationale arbejderbevægelse ILO afholdt i Schweiz. De endte med selv at stå på scenen som oplægsholdere, hvor de fortalte om livet som au pair og Jean fortalte om behovet for lovændringer og hendes kamp for bedre rettigheder for husarbejdere.

”Bagefter var der flere af deltagerne på konferencen, der opfordrede til, at vi etablerede en dansk organisation, så au pairer i Danmark kunne blive organiseret.”

Tilbage i Danmark viste det sig, at FOA i forvejen havde en indsats særligt rettet mod au pairer. Derfor kontaktede hun FOA. Dels for selv at blive medlem, men også for at kunne få andre til at blive medlem. Hun kunne noget særligt i forhold til at skabe kontakt til dem, det hele handlede om – nemlig au pairerne. Så i nogle måneder i en projektansættelse var hun med til at organisere au pairer.

Jean var egentlig på vej til Norge til et nyt au pair-ophold hos en familie der, da hun blev kontaktet af FOA, som gerne ville oprette en fast stilling til hende. Aftalen med den norske familie var ellers allerede på plads.

”Men jeg valgte altså at blive hos FOA.”

Her har Jean siden 2011 fortsat med akut brandslukning for au pairer, ligesom hun rejser konkrete og principielle sager.

”Her i Danmark handler sagerne meget om, at de ikke får de penge, de skal. Deres arbejdstid bliver overskredet – men også deres grænser,” siger Jean.

Igennem flere år forsøgte Jean at få opholdstilladelse. Flere gange blev hun afvist. Men i 2018 fik hun permanent opholdstilladelse. Og en søn.

”Jeg har fået ham selv, det vil sige, han er donorbarn, som jeg har fået ved IVF-behandling på privat klinik. Jeg vidste, at det var det, jeg ville, og jeg af helbredsmæssige årsager ville få problemer, hvis jeg ventede for længe med at få børn. Så i dag har jeg min egen lille familie,” siger Jean.

I dag har Jean dansk statsborgerskab, og arbejdet med au pairer fortsætter for hende, og selv om der måtte være ændringer på vej i reglerne, mener hun altid, at der vil komme arbejdstagere hertil, som det er vigtigt, at FOA hjælper.

”Jeg bliver i hvert fald ved med at synes, at arbejdet er både vigtigt og interessant,” siger Jean.