For at citere fra C.V Jørgensens sang ’Costa del Sol’ så skulle en sidste kommentar fra mig som afgående sektorformand lige være den, at FOA og fagbevægelsen har brug for at gentænke formål og eksistens. Vi kan ikke leve af fortidens sejre, og vi kan ikke fortsat blindt forfølge de seneste 25 års mantraer: Uddannelse, fuld beskæftigelse og vækst. I 25 år har vi været vidner til, at vores land har afviklet velfærd, omfordelt til fordel for de mest velstillede og sat individet over fællesskabet. Det har øget uligheden – økonomisk, sundheds-, bolig- og uddannelsesmæssigt – og gjort lønmodtagere til konkurrenter frem for kolleger og borgere med fælles interesser og mål.

I et sådan samfund har fagbevægelsen det selvsagt svært. Vores DNA bygger på fællesskab og kollektive rettigheder og ikke på, at den enkelte blot skal kunne tilgodese egne interesser. Når vi samtidig har bidraget aktivt til den væksteufori, der har ødelagt natur og klima, bør vi vende skråen og gentænke vores grundlag og mission.

Den danske model er truet af medlemsflugt, men truslerne mod menneskeheden er langt større. Vi skal samle lønmodtagere til kamp for et mere lige og bæredygtigt samfund, som vi med sindsro kan overdrage til vores børn og børnebørn. Vi har styrken til det, hvis vi vil, og hvis vi evner at få medlemmerne i bevægelse igen. Vi begyndte som en del af en international bevægelse og bør vende tilbage til det udgangspunkt. Menneskeheden har et skæbnefællesskab, og enten sætter vi alle sejl til for en mere retfærdig og bæredygtig verden, eller også mister vi vores medmenneskelighed. Valget burde være enkelt. Kun stærke fællesskaber kan imødegå de udfordringer, verden står overfor.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.