- Hvorfor fortjener Katharina et kram?
”Med et smil, der når helt op i øjnene, og klar til dagens opgaver. Sådan møder Katharina ind hver morgen. Jeg har aldrig oplevet hende sur eller uoplagt. Hun blev færdig som assistent i november 2022, og hun er allerede sindssygt dygtig. Hvis jeg er hos en borger og ser noget, der kræver en assistent, så lyser borgeren helt op, når jeg fortæller, at det er Katharina, der kommer. De bliver trygge, fordi de ved, at hun straks tager hånd om den udfordring, de har.
Når hun er færdig med sin rute, kører hun ikke ind på kontoret. Hun ringer rundt for at høre, om folk er med, og om hun skal komme og hjælpe. Det gør, at man føler, man kan få lavet sine opgaver ordentligt, og så kan vi jo også holde pause sammen.
Selvom hun er ivrig efter at bruge sin faglighed, giver hun gerne afkald på assistentopgaver, for at jeg som hjælper kan få nye kompetencer eller vedligeholde de assistentopgaver, som jeg er oplært til – for eksempel RIK, som er at tømme blæren hos en kvinde. Og hvis jeg har brug for, at hun viser, hvordan man gør, så skal hun nok finde tiden til det. Det er pragtfuldt at have sådan en gavmild og støttende kollega.”
Har du en skøn kollega, der fortjener et kram her på siden, så skriv til redaktionen@foa.dk. Der er et gavekort på 250 kr. til Coop til kollegahygge, hvis vi bruger dit tip.