Annonce

Podcast

Numselegene gik for vidt – sådan blev det håndteret i institutionen


Det nye afsnit af Fagbladet FOAs podcast sætter fokus på
børns seksualitet, og hvordan man håndterer den.

Annonce

Børn har en seksualitet. Men den kan på ingen måde sammenlignes med voksnes – det er det, man som forælder og ansat i en institution skal huske. Lyt med i Fagbladet FOAs podcast og bliv klogere på emnet. Fagbladet FOA/grafisk team

Af Allan Wahlers
Journalist

Annonce

En dreng, der bliver ved med at gnubbe skridtet mod gyngestativet.

To piger, der leger doktor og stikker ting op i numsen på hinanden.

En dreng og en pige, der går ind på et toilet og smider alt tøjet.

Forældre og ansatte i dagtilbud kommer ud for episoder, der kan være svære at håndtere, når det gælder børns seksualitet.

Heldigvis er der hjælp at hente i den nye episode af Fagbladet FOAs podcast ’Færdigt Arbejde’.

”Børn kan mærke dejlige fornemmelser på kroppen og på erogene zoner. Og de kan mærke kilden i maven. Børn har lyst, men børn har ikke seksuel lyst, og det er en kæmpe forskel,” forklarer forfatter og journalist Anna Louise Stevnhøj i podcasten.

Hun har beskæftiget sig professionelt med børn og seksualitet igennem en årrække igennem bøger, foredrag og undervisning.

Forældre blev sure over numseleg

En institution, der for nylig har haft besøg af Anna Louise Stevnhøj, er Den Grønne Giraf på Nørrebro i København.

”Der var nogle numselege, der gik lidt for vidt, og nogle forældre, der blev sure,” fortæller pædagogisk leder Sara Trantel Glad i ’Færdigt Arbejde’-podcasten.

Resultatet blev, at der blev etableret et fælles sprog i personale- og forældregruppen for de episoder, der måtte opstå omkring børn og seksualitet.

Lyt med i podcasten, som også samler gode råd om emnet til det pædagogiske personale i dagtilbud – forældre til små børn er også meget velkomne til at lytte med.

Her finder du podcasten

En podcast er en radioudsendelse, du kan høre, når du har lyst.

Man kan lytte til podcast på mobiltelefonen, på en tablet eller på computeren.
Du kan trykke play på afspilleren, der følger med denne artikel, og høre afsnittet om børns seksualitet.

Men du kan også finde afsnittet – og alle andre afsnit af ’Færdigt arbejde’ – hvis du har et program, for eksempel på telefonen, der kan afspille podcasts.

Har du en iPhone, kan du typisk finde appen ’Podcasts’, som er installeret fra start. Her skal du blot søge på ’Færdigt arbejde’. Så kommer alle afsnit frem, med det nyeste øverst.

Hvis du har en Android-mobiltelefon, kan du for eksempel hente appen Podimo eller appen Spotify.

Hvis du trykker på abonnér i podcast-afspilleren, får du en besked, hver gang der er et nyt afsnit.

Lyt til afsnittet – eller tidligere episoder – på alle gængse podcastplatforme, f.eks.:




+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev