Socialtilsyn Midt har ikke længere tillid til, at Kanstrupgaard Forsorgshjem kan og vil rette op på den mangelfulde kvalitet, der er blevet påpeget gennem flere år.
”Det ses ikke, at tilbuddet har de ledelsesmæssige kompetencer der skal til for at drive et tilbud efter servicelovens paragraf 110.”
”Tværtimod ses det, at tilbuddets ledelse og direktion er styret af økonomiske hensyn frem for omsorgen for borgeren,” skriver Socialtilsyn Midt i et brev til Kanstrupgaard, som Nordjyske har fået aktindsigt i.
Derfor har Socialtilsynet indstillet Kanstrupgaard til lukning,
da tilsynet ikke har tillid til, at der kan eller vil blive rettet op på den
mangelfulde kvalitet. Det betyder helt konkret, at Socialtilsynet inddrager forsorgshjemmets
godkendelse, og årsagen er ’kvalitetsmangler af alvorlig karakter’.
Overfor Nordjyske afviser direktør Rie Kanstrup, at stedet, som bærer hendes navn, er ’blevet
lukket ned’ af Socialtilsyn Midt. Man har derimod selv valgt at
lukke ned.
Dog har Kanstrupgaard først valgt at lukke ned efter, at socialtilsynet har varslet, at det vil trække
godkendelsen tilbage, lyder det fra tilsynschef i Socialtilsyn Midt, Ulla
Andersen, i artiklen fra Nordjyske.
Opretter nyt botilbud
På Fagbladet FOA har vi tidligere fortalt om de meget kritisable forhold på forsorgshjemmet. Arbejdstilsynet vurderede ud fra tre forskellige tilsynsbesøg fra marts til juni 2022, at der kunne findes risiko for vold ved alenearbejde, særlig risiko for vold ved alenekørsel og store problemer i det psykiske arbejdsmiljø på det private bosted i Hadsund.
Desuden har vi
på fagbladet kunne berette om,
hvordan
en 45-årg mand udsatte en 30-årig kvindelig ansat for vold, trusler og
frihedsberøvelse på Kanstrupgaard. En kvinde, der i dag lider af PTSD, efter at hun
arbejdede på forsorgshjemmet.
Men på trods af de mange rystende og uforsvarlige forhold
for både ansatte og borgere, åbnede firmaet bag Kanstrupgaard Forsorgshjem,
Organisationen for Social Indsats i december 2022 et nyt forsorgshjem. Der er tale om Dalbygaard Botilbud i Randers Kommune.
Det skete, selvom Kanstrupgaard i første omgang fik afslag af Socialtilsyn Midt
på at udvide med en ny afdeling i landsbyen Dalbyneder i Randers Kommune
grundet kvalitetsproblemer. Alligevel lykkedes det folkene bag forsorgshjemmet
at åbne i Randers Kommune med den samme personkreds, men med et andet tilbud. Det
var muligt pga. et smuthul i socialtilsynsloven, skriver Randers Amtsavis.
Det er alene et spørgsmål om juridisk teknik, siger Ulla
Andersen, der er tilsynschef ved Socialtilsyn Midt til Randers Amtsavis. Hun forklarer, at hvis man vil udvide et eksisterende tilbud,
så går man ind og kigger på historikken eller den eksisterende drift. Men når der
startes et nyt selvstændigt botilbud, er socialtilsynet pålagt at se på
det med nye øjne, og ledelsessammenfaldet gør ingen forskel på juraen.
FOA: Det her er stærkt bekymrende. Lovgivningen halter
Peter Bech Christensen, der er næstformand i FOA
Mariagerfjord, begræder ikke lukningen, men er frustreret over, at problemerne
nok flytter med til det nye botilbud, selvom det er i en anden kommune:
”Jeg frygter helt ærligt, at problemet flytter med til Randers
Kommune. Vi har ikke set nogen beviser på, at arbejdsgiveren vil gøre noget
anderledes for at sikre et bedre arbejdsmiljø for de ansatte eller sikre omsorgen
på anden vis for borgerne,” siger Peter Bech Christensen og fortsætter:
”Her bliver valuta og økonomi sat over hjælp og gode
arbejdsforhold. Og det er da lidt pudsigt, at man først vælger at lukke ned,
når man er blevet varslet om lukning.”
For ham at se, er der noget helt galt med lovgivningen på området, og han minder om, at forsorgshjemmet er til nogle af samfundets
allermest svage og udsatte borgere.
”Lovgivning halter på det her område mere end noget andet.
Vi har private bosteder, der fungerer, men det her er endnu et eksempel på, at
det er muligt at udnytte systemet til at skabe profit. Men det der gør mig
allermest harm, er det arbejdsmiljø, der tilbydes medarbejderne, fordi vi ved, at
de går derfra med ar på sjælen. Det har vi flere eksempler på. Det burde have
store konsekvenser at tilbyde medarbejdere sådan et arbejdsmiljø.”
De nuværende ansatte på Kanstrupgaard, som også tæller FOA-medlemmer, er grundet lukningen blevet
tilbudt arbejde på Dalbygaard Botilbud.
Vi har på fagbladet FOA forsøgt at få en kommentar fra Rie Kanstrup, men hun er ikke vendt retur inden artiklens deadline.
Opdatering: Vi har på Fagbladet FOA været i kontakt med FOA
Randers, der oplyser, at de er meget optaget af sagen og følger nøje med i
forholdene omkring Dalbygaard Botilbud.