”Jeg kan pissegodt lide hende. Hun er skidesød.” Sådan lød ordene flere gange onsdag i Vestre Landsret i Aalborg fra en 45-årig mand, der sad på anklagebænken.
Manden blev ved byretten i december idømt syv måneders ubetinget fængsel for at have udsat et 30-årigt kvindeligt FOA-medlem, som var bostøtte for ham på et forsorgshjem, for vold, grove trusler om vold og frihedsberøvelse.
Den dom valgte han at anke, og onsdag fik sagen et noget andet udfald i landsretten.
Undervejs i retsmødet anmodede bistandsadvokat fra FOA Tine Marie Andersen om, at tiltalte skulle forlade rummet, da den 30-årige kvinde skulle afgive vidneforklaring. Det ville tiltalte ikke gøre frivilligt, da han gerne ville fortælle hende, at han altså ikke er eller har været sur på hende.
Men den 30-årige kvinde, der i dag har fået anerkendt PTSD som en arbejdsskade, lider af konstant migræne og tager medicin for dette, ville føle sig mest tryg, hvis tiltalte ikke var til stede i salen.
Efter diskussion mellem tiltaltes forsvarer, dommeren og den 30-årige kvinde fik tiltalte lov til at blive i salen.
Ord mod ord
Både anklager og forsvarer fokuserede meget på en episode ved psykiatrisk skadestue i Aalborg, hvor tiltalte ifølge den 30-årig kvinde havde kastet en pose med flasker i hendes retning og truet hende på livet.
”Han var aggressiv og truende og fortalte mig, hvordan han ville se mit hoved på en kantsten,” forklarede den 30-årige kvinde.
Gennemgående for de fem forhold var, at der ikke har været andre vidner. Det har altså været en sag, der har handlet meget om ord mod ord.
Efter en frokostpause fik anklageren og forsvareren en afsluttende bemærkning hver, hvor de fremlagde deres bud på, hvad strafudmålingen skulle være.
Anklageren indledte med at ville have skærpet straffen og lagde vægt på, at den tiltalte tidligere var dømt for lignende forhold samt ordlyden i de trusler, han havde givet.
”Ord som ’kraftedeme’ går igen i hans trusler,” fortalte anklageren og listede herefter eksempler op på trusler, tiltalte skulle have sagt til den 30-årige kvinde.
Med henvisning til tidligere domme fra landsretten ville anklageren have skærpet straffen til 10 måneders ubetinget fængsel.
Forsvareren stillede spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig var bevist.
”I nærværende sag har vi to bevisbyrder; den tiltalte og den forurettedes. Normalt har man andre beviser i form af vidner. Det er begrænset i denne sag,” konstaterede forsvareren. Han ville – såfremt tiltalte blev fundet skyldig – anmode om afsoning med fodlænke med en prøvetid på 3 år.
Frifindelse
Efter knap tre kvarters votering kom de seks dommere tilbage i retslokalet.
”Frifindes for alle fem forhold,” sagde dommeren.
Alle seks domsmænd var enige i, at den 30-årige kvinde havde givet skiftende vidneforklaringer.
Peter Bech Christensen, der er næstformand i FOA Mariagerfjord, er mildest talt frustreret over sagens udfald:
”Jeg finder det dybt frustrerende og foragteligt, at man med
så klare beskrivelser og forklaring fra vores medlem vælger at frifinde
tiltalte, som ovenikøbet blev dømt i byretten. Jeg må simpelthen knibe mig i armen for at forstå alvoren i
denne afgørelse, som jeg i øvrigt ikke kan få til at passe,” siger han og stiller så en række retoriske spørgsmål.
”Skal det forstået
således, at den adfærd, den dømte har udført og påvirket medlemmet med, er en
acceptabel adfærd, fordi det har foregået under et bosteds regi? Eller er det bare arbejdsvilkår, at trusler, dask og skub er noget, man må leve med? Er det bare bad luck, at medlemmet ikke kunne tåle disse
dask og skub samt alt den psykiske vold, dette medlem er blevet udsat for af
borgeren, og som har medført, at medlemmet nu er har PTSD?”
”Det er simpelthen
ikke acceptabelt, at vi som samfund blot lader disse mennesker stå tilbage på
perronen uden nogen form for retfærdighed og anerkendelse af, hvad de har været
udsat for, og vigtigst af alt, at det ikke var deres skyld.”
Bistandsadvokat fra FOA Tine Marie Andersen fremhæver efter sagens udfald, at tiltalen skal være 100 procent bevist i en straffesag, før den tiltalte kendes skyldig:
”Sagen viser, hvilken bevisvurdering der foretages i en straffesag – nemlig at tiltalen skal være bevist ud over enhver tvivl. Det er anklagemyndigheden, der skal bevise det, og på den anden side er det forsvarets opgave at skabe den fornødne tvivl, hvilket lykkedes forsvaret i denne sag. Vores medlemmer arbejder ofte alene, og de kan derfor nemt komme til at stå i en situation, hvor overfald og/eller trusler kan være svære at bevise,” siger Tine Marie Andersen.