Man kan da ikke blive bortvist for at fyre en sjov kommentar af til en borger, som man kender godt, og hvor omgangstonen normalt er humoristisk?
Jo, det kan man, hvis man arbejder i hjemmeplejen på Frederiksberg. Det har social- og sundhedshjælper Helle Dione Borg Pedersen måttet sande.
Hun var på hjemmebesøg hos en borger, der fortalte, at han havde fået en økonomisk erstatning. Hvorefter Helle for sjov svarer: ”Så er det da dig, jeg skal låne penge af.”
Læs også: Helle blev bortvist for at joke med en borger
Det skulle hun aldrig have sagt. Tre måneder senere bortviser lederen hende for at have forsøgt at låne penge af en borger. Helle Dione Borg Pedersen er langt fra alene.
De røde kort sidder stadig løsere på landets arbejdspladser. I 2019 havde FOA 103 bortvisningssager, i 2022 var tallet steget til 144, og alene i første kvartal i år har FOA registreret 48 sager.
En bortvisning er en hård sanktion. Man skal aflevere sit grej og forlade matriklen. Lønnen stopper øjeblikkeligt, og man risikerer at få karantæne i forhold til dagpenge. For ikke at tale om skammen og den psykiske nedtur, som mange oplever. Uanset om motivet er kassetænkning i form af sparede lønkroner eller en kortere lunte på chefgangene, er det på tide at mane til besindelse.
Læs også: Bortvist? Her er, hvad du skal vide
En bortvisning kan være berettiget i grelle tilfælde, men det er en urimelig hård sanktion for en medarbejder, der efter mange års tro tjeneste fældes af en fodfejl eller en frisk bemærkning.
Lederen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.