Læs udskrift af hele ’Færdigt Arbejde’ podcast-afsnittet om at tackle vold på jobbet
Julie Bundgaard: Vi gør opmærksom på, at dagens afsnit indeholder beskrivelser af episoder med vold.
Louise Wiborg: Og der tænker jeg, nu er det nu, jeg skal løbe, men jeg når ikke at løbe, fordi så tager han det der lange støvsugerrør, og så slår han ud efter mig.
Du lytter til ’Færdigt Arbejde’. Fagbladet FOAs podcast med gode råd og faglig inspiration til dit arbejdsliv. Din vært er Julie Bundgaard.
Julie Bundgaard: Hvis du nogensinde har måtte undvige et slag, et spark eller måske en genstand, der bliver kylet imod dig på din arbejdsplads, så er du desværre ikke den eneste.
Mere end hvert tredje FOA-medlem har været udsat for trusler om vold, og lige under hver tredje FOA-medlem har været udsat for fysisk vold. Det skal der selvfølgelig gøres noget ved, for bare én voldsepisode på arbejdet er én for meget.
Men hvis nu det sker, så er der heldigvis rigtig mange muligheder og råd for at komme videre, og de råd vender vi tilbage til senere i programmet. Men først skal vi lige høre lidt mere fra Louise Wiborg, der arbejder som social- og sundhedsassistent på et botilbud for folk med dobbeltdiagnoser. Tilbage i oktober sidste år opstod der nemlig en farlig situation. Louise er på arbejde på en lørdag, da en beboer spørger, om han må låne en støvsuger. Men den ellers helt almindelige hverdagsaktivitet eskalerer, da han taber støvsugeren.
Louise Wiborg: Og da han taber den, så tror jeg bare, at det hele kammer over op i hans hoved. Og der tænker jeg, nu er det nu, jeg skal løbe, men jeg når ikke at løbe, fordi så tager han det der lange støvsugerrør og så slår han ud efter mig. Jeg er så heldig, at jeg parerer med min højre hånd, ellers vil han have ramt mig i hovedet. Og så siger han et eller andet, men jeg opfanger det slet ikke.
Jeg løber bare ind i det første rum, og jeg står og trykker alarm. Jeg får at vide, at otte minutter efter kommer politiet. Og ledelsen går ind og spørger, om jeg vil have psykolog, men hvor jeg i sådan en choktilstand, det behøver jeg ikke. Jeg går på arbejde, og det hele fungerer, og jeg kan stå op ad sådan noget. Og så går jeg på arbejde søndag, og det er simpelthen, vi gør det, vi plejer. Og der skal dokumenteres alt, og jeg arbejder faktisk i fem uger, hvor jeg bare kører på som en robot. Og så til sidst, så tror jeg bare, at den knækker.
Efter femte uge ser jeg ham først, og der går det op for mig, nu kunne det godt være, jeg skulle have noget psykologhjælp. Man skal ikke bearbejde sig selv. Når man får det tilbudt med det samme selve dagen, så siger ja. Og det kommer til at ske. Vi arbejder med syge folk. Og så snak om det på arbejdspladsen. Det er vigtigt.
Julie Bundgaard: Ja, det er nogle farlige situationer, som man kan ende i, når man for eksempel arbejder med mennesker med psykisk sygdom, som Louise Wiborg her. Hun er som sagt ikke den eneste om at opleve vold, når hun går på arbejde.
Og i dagens program, der laver vi en huskeliste til dig, der måske har oplevet vold eller trusler på din arbejdsplads. Eller til dig, der måske er i risikogruppen for at opleve denne her slags episoder. Både så du ved, hvad du kan gøre, for at de her farlige situationer ikke opstår, men også hvad der er vigtigt bagefter, når du og dine kollegaer skal komme godt videre fra en voldelig episode.
Med i studiet i dag er nemlig Rikke Sørensen. Du er psykolog fra Institut for Belastningspsykologi, og så har du specialiseret dig i psykiske belastninger, relateret til arbejdet med mennesker. Og så har du faktisk også arbejdet som sygeplejerske. Velkommen til dig.
Rikke Sørensen: Tak.
Julie Bundgaard: Og så også velkommen til dig, Lene Reinseth. Du er socialpædagog og arbejder, ligesom Louise, vi hørte, på et bosted. Velkommen til dig.
Lene Reinseth: Tak.
Julie Bundgaard: Det er jeres gode råd, som jeg skal notere mig på min lille huskeliste, og som du, der lytter med, får lidt senere i programmet. Nu startede jeg jo med at fortælle, at vi ved, at hver tredje af FOAs medlemmer oplever vold på deres arbejde, eller sådan lige omkring hver tredje. Og nu kunne jeg også godt tænke mig at blive lidt klogere på, hvad er det for en slags vold, som FOAs medlemmer kan blive udsat for?
Rikke Sørensen: Jeg tænker, det er hele spektret af vold, fra de verbale trusler til decideret fysisk vold. Det kan både være tilsvininger, det kan være tilråb, det kan være, at man bliver trængt op i en krog, det kan være nogen, der slår ud efter en, det kan være nogen, der løber efter en ansat. Og der har jo faktisk også været nogle eksempler, som vi har set i medierne de senere år, hvor medarbejdere faktisk er blevet dræbt. Og det hele er alvorligt.
Julie Bundgaard: Ja, det hele er jo dybt alvorligt, uanset om vi snakker af verbale trusler eller rifter eller episoder med decideret dødelig udgang. Det er jo dybt alvorligt, det hele. Vi hørte lige Louise fortælle, at der gik rigtig lang tid, før hun reagerede på den vold, hun oplevede på sit arbejde. Kan der være en tendens til, at man kan komme til at bagatellisere de her episoder? Altså både fra den, der har været udsat som medarbejder, men også fra de kolleger, der måske har stået på sidelinjen?
Rikke Sørensen: Helt klart. Det kan jeg sagtens genkende. Og jeg tænker, det er en svær opgave, fordi de her medarbejdere skal jo yde omsorg for deres beboere. Og det er en situation, der pludselig skifter, når der er vold og trusler i farvandet.
Og jeg tror, når episoden er overstået, så skal man jo tilbage og være omsorgsfuld for beboerne. Igen enten den beboer, der netop har truet eller slået ud efter en, men i hvert fald de andre beboere. Man kommer til at bagatellisere det, fordi hvad er det egentlig?
Og modsætningen er, at man dramatiserer det. Og det tror jeg, det har man ikke lyst til. Fordi der kommer man måske også til at beskylde beboeren for, at det var beboerens skyld. Og jeg tror også, der er mange, der kunne have ønsket om, at det her aldrig var sket. Både hos den, der har været udsat, hos kollegerne, men faktisk også lederen, for man har ikke lyst til at have det her i sit arbejdsmiljø.
Julie Bundgaard: Så det er ikke, fordi det er en bevidst handling at bagatellisere det, men det er simpelthen også for at kunne komme videre i arbejdsdagen.
Rikke Sørensen: Det tænker jeg. Der er en opgave, der kalder igen og igen. Og det her med lige at blive klar over, hvad er det egentlig, der lige er sket i mig, det kan faktisk godt være svært. De fleste, der har været i en episode med vold og trusler, oplever, at de får nogle fysiske reaktioner i kroppen. Og man kan sige, at man kan komme lidt til at distanceblænde og egentlig ryste lidt indeni, mens man bare ligner udenpå, at der er man bare helt fuldstændig okay.
Og det er jo også det, der gør det svært for kollegaer at se. Og nogle gange er de her situationer tilspidset, man har lært, hvordan man skal håndtere vold, og nogle gange laver man måske noget, hvor man tænker, ah, det var ikke helt efter lige præcis den metode. Men når man så måske føler, at man har lavet noget, som, ah, jeg kunne have gjort det anderledes, så skammer man sig måske lidt. Og det gør også, at man kommer til at nedtone, hvad gjorde det her egentlig ved mig, fordi man tager noget af skylden på sig, ikke?
Julie Bundgaard: Lene, du arbejder jo på et bosted for folk med psykisk sygdom. Altså netop det her med at kunne komme tilbage til en beboer, som måske har været udadreagerende mod en. Hvordan kan man ligesom komme tilbage og møde den beboer sådan på et helt frisk og neutralt grundlag? Kan man det overhovedet?
Lene Reinseth: Det kan man, og det skal man. Det er meget afhængigt, hvad er det, der er hent. Jeg har en tidligere episode, hvor en borger ret tydeligt giver udtryk for, at han gerne vil slå mig ihjel.
Jeg er på arbejde en lørdag, og skal give medicin til vedkommende, er jeg på arbejde med en vikar, som ikke kan give medicin, så er jeg nødt til at være i nærheden af ham og får givet ham den her medicin, på trods af, at han ret tydeligt er frustreret over min tilstedeværelse.
Julie Bundgaard: Og lige har truet dig på livet?
Lene Reinseth: Lige har truet mig på livet. Jeg kender ham ret godt, og efterfølgende får jeg talt med min leder omkring det, og har få gange hos psykolog, hvor vi finder ud af, at den strategi, jeg har i forhold til at kunne gå på arbejde og være omkring den her borgere, at den er på plads.
Af hensyn til borgeren har jeg brug for at trække mig, og det får jeg lov til, så jeg i en periode ikke er i nærheden af ham, simpelthen for at beskytte ham, for ikke at eskalere en situation. Det er kun, fordi der bliver taget hensyn til, at det er okay, at vi kan være på samme etage, fordi han bor der, og jeg går på arbejde, og det skal kunne fungere.
Julie Bundgaard: Men en ting er, at ledelsen eller din ledelse i det her tilfælde selvfølgelig har et ansvar for, at man kommer godt videre i sådan en situation, eller man kommer godt videre som medarbejder. Men hvor stor en rolle spiller kollegaerne i sådan en situation, når man skal videre efter sådan en episode?
Rikke Sørensen: En kæmpe rolle, en afgørende rolle, vil jeg sige. De ved selv, hvad det er. De kan selv have prøvet det, enten på den her arbejdsplads eller andre arbejdspladser, så på en eller anden måde er kollegaerne vores skyttegravsbrødre eller søstre, som på en eller anden måde kan spejle og forstå det, vi har været ude for. Kollegaer er ekstremt afgørende i den måde, de kan møde hinanden.
Jeg møder en gang imellem kollegaer, der kan finde på at sige til hinanden, hvis en beboer har gjort noget uhensigtsmæssigt mod en, så kan der være nogen, der siger, at det gør han ikke mod mig. Så lukker man i for at tale om både det, der sker, at man kan undgå at sige de mindre episoder højt til hinanden, men det gør også, at man ikke er tryg og kan sige, det her gjorde det ved mig, hvis for eksempel kollegaer bagatelliserer det.
Lene Reinseth: Det, hensyn, skal der være, er, at vi har brug for hinanden i hverdagen, og vi har nogle gange brug for at være to i en situation. Vi kan ikke gøre noget alene. Vi har brug for hinanden i det, for at være sikre.
Julie Bundgaard: Lene, som du lige fortalte, du har været udsat for trusler på din arbejdsplads. Når du bliver truet af en af dem, som du egentlig er der for at hjælpe, hvordan forsøger du så at undgå, at den trussel bliver til virkelighed? Hvad kan man gøre for, at det eskalerer?
Lene Reinseth: Meget af mit arbejde handler om det relationelle. Det, at man har kendskab til hinanden, både af borgeren ved, hvor han/hun har mig henne, men i høj grad også, at jeg har et kendskab til vedkommende. Det gør rigtig meget i forhold til, når man er i de her spidsbelastninger. Jeg kan være opmærksom på, hvad det er, der virker hos vedkommende. Hvad er der af forhistorie? Så det giver mig jo en mulighed for at forebygge i situationen også.
Julie Bundgaard: Hvad kunne det for eksempel være?
Lene Reinseth: For eksempel havde vi en borger i dag, som tidlig fra morgenstunden var begyndt at drikke. Meget påvirket af sin egen logik. Den her manglende sygdomserkendelse og oplevelse af at være uretmæssigt behandlet.
Og jeg forsøger at møde ham i det, men formår ikke rigtigt at trænge igennem. Og så har jeg en kollega på sidelinjen, som bruger et trick, der næsten altid virker. Hvor hun siger, vil du ikke have et stykke brød. Og det ender med, at han går derfra med en kop kaffe og noget ristet brød. På det tidspunkt ville det ikke hjælpe mig noget, at jeg forsøgte at gøre alt muligt andet, end at ... Det skal tages på et tidspunkt, hvor han er i et andet stadie. Hvornår er det, man vælger at tale rationelt og fornuftigt? Og hvornår er det, man i virkeligheden bare skal glide af?
Og det er også noget, hvor man kan bruge kollegaer, at vi er der for hinanden. At hun kan se, at det kører ud af tangens for mig. Så hun forsøger at redde mig og redde situationen, ved simpelthen at aflede. Vi som fagprofessionelle skal være gode til at læse situationen. Hvad handler det her om?
Julie Bundgaard: Så det handler også i høj grad, som du startede med at sige, om kendskabet til borgeren. Altså både at kunne aflæse situationen og afkode situationen. Men det kan man også kun gøre, hvis man har kendskabet til borgeren.
Lene Reinseth: Ja, jeg plejer at sige, at en god relation kan bære en dårlig dag. Hvis man også har nogle gode stunder sammen, og man også er der, man er imødekommende i hverdagen, og de ved, at de kan regne med en og stole på en, så er det også nemmere at komme, når tingene er svære. Det er også nemmere for os at stille krav.
Julie Bundgaard: Et af de forebyggende redskaber, I har i jeres værktøjskasse, så at sige, det er det her, der hedder Bröset. Kan du ikke lige prøve at forklare mig, hvad det egentlig indebærer?
Lene Reinseth: Jo, det er et risikovurderingsredskab, som vi bruger, som handler om, at vi laver de her scoringer på seks forskellige parametre, som går på en ændring i borgernes tilstand.
Og det er jo for at forebygge vold, at det er i igangsat. Hvor vi går ind og laver en score på borgeren i forhold til, om de er forvirret, om de er irritable, om de har støjende adfærd, om de har udadreagerende adfærd, om de har vold mod genstand eller vold mod person. Og hvis de scorer på nogle af de her parametre, så er der nogle ting, vi skal gøre. Det vil sige, at hvis vi har en borger, som boner ud, lad os sige, på en fire i det her BVC, så kunne man i igangsætte, at man skal være to sammen. Det vil sige, at man ikke må opsøge den her borger alene.
Julie Bundgaard: Hvad så, hvis man står som kollega på sidelinjen, og du kan se, at der står en kollega derhenne med en borger, og det er ved at trappe deropad, og han er ved at køre op i det røde felt. Skal man så som kollega blande sig, eller er det måske bedst at lige afvente det?
Lene Reinseth: Jeg vil sige, at i en situation, hvor jeg oplever en kollega i risiko for at blive udsat for vold ved en konflikt vil optrappe, der vil jeg holde mig i nærheden. Det vil være en afvejning af, skal jeg gøre noget her, eller skal jeg ikke gøre noget her?
Det er jo altid svært. Jeg vil sige, hellere blande sig for meget, gå til kollegerne og sige, hallo, der er lige telefon, kan du lige komme med? Fordi hellere træk vedkommende ud, man kan altid vende tilbage.
Julie Bundgaard: Så lyder det som om, at det hele det her med at have kendskab til borgeren, og i øvrigt også til kollegaerne, og vide deres reaktionsmønstre, det ligesom er alfa og omega, ikke?
Lene Reinseth: Jeg vil sige, at vi også efterfølgende, når situationen er overstået, får lavet den her defusing i forhold til, hvad skete der? Træk noget læring ud af det, på en konstruktiv måde kunne sige til hinanden, det der du gjorde der, det var rigtig godt.
Og når der har været de her affektsituationer, så er der noget læring i, hvad det er, der er bedst for at øge din trivsel.
Så man taler om det som ikke et problem, men som at vi gerne vil sikre din trivsel. Og det tænker jeg er rigtig vigtigt i det her samarbejde, at man ikke gør personen til problemet, men at det handler om, at vi skal kunne samarbejde for, at du trives, for når du trives, så trives jeg også.
Julie Bundgaard: Ja, at se det som en læringsproces, som du siger.
Rikke Sørensen: Det er nogle meget fine beskrivelser, du har også af jeres dobbeltopgave med, både at være i det og yde en masse omsorg for borgeren efterfølgende. Og jeg tænker, at det er kunsten også at få omsorgen for sig selv som medarbejder.
På en eller anden måde er det meget let og hurtigt at få omsorgsopmærksomheden på dem, man er sat i verden for at hjælpe.
Julie Bundgaard: Hvis vi nu lige vil prøve at kigge nærmere på, hvad kan man så gøre, når uheldet har været ude? Rikke, hvor kan man helt konkret tage fat på bylden, hvis man har været udsat for vold på sit arbejde? Hvordan kommer man videre? Hvad skal man gøre?
Rikke Sørensen: Der er mange steder, man kan starte. Jeg tænker, at man kan både starte med sig selv, hvis man mærker nogle reaktioner. Så det, at man kan tolke det så faktisk professionelt som en del af arbejdet, at ja, jeg har været udsat for noget voldsomt, og det reagerer jeg på, det er menneskeligt, som reaktioner på episoden og ikke kommer til at lave den der fejlslutning og tænke, hmm, er det fordi, jeg er en dygtig fagperson?
Der kan komme sådan en tvivl nogle gange, som gør, at man så ikke siger noget. De kan så støttesystemerne, ligesom gå i gang. Men det, der er centralt, uanset tænker jeg, om det er kollegaer eller ledere eller en, der kan yde psykisk førstehjælp, det er, at de her samtaler bliver iværksat, og man lytter, og man spørger ind, og man lader være med at vurdere og dømme det, der er sket. Vi skal turde og høre og være med, hvordan den, der har oplevet denne her episode, har det.
Julie Bundgaard: Det lyder også på dig, Lene, som om, at der er behov for at tale for det talt igennem, også især bagefter. Så hvordan gør man det på en god måde som kollega?
Lene Reinseth: Jeg tænker, at som udgangspunkt skal der være en arbejdskultur, hvor det helt implicit ligger, at når der har været en voldsom hændelse, så er der nogle procedurer, der går i gang. Nu er jeg selv AMR, og det er måske en lille smule irriterende, hvis vi spørger med en kollega, i forhold til det her med at få lavet en arbejdsskadeanmeldelse, når der har været en voldsom hændelse. At du ikke sidder med den her arbejdsskadeanmeldelse alene, men du sidder med en kollega. Fordi den refleksion, der opstår i forbindelse med, at du udarbejder den, gør allerede, at du får italesat noget af det, der er sket, og i det du gør det, så sker der noget i forhold til. Tag det alvorligt. I hvert fald få gradueret. Hvad betyder det her, jeg lige har været igennem?
Det gør, at jeg i hvert fald har siddet i mit AMR-arbejde med kollegaer, som var fuldstændig, da de startede, at det er lige meget, det behøver jeg ikke at lave. Hvor jeg var sådan, jo, det gør du, fordi det skal du. Og når man så sidder i det her arbejde, så har jeg endt med kollegaer, som nærmest sådan, Gud, jeg har det i virkeligheden rigtig skidt.
Og så har jeg, både som kollega eller som AMR, at sige, prøv at høre, det her bliver videregivet til mine ledere, eller vores ledere, og der vil være en, der ringer til dig senere, når du kommer hjem, lige at høre, hvordan du har det. Du har mulighed for tidlig indsats, osv. Så der vil jeg, hvis jeg var kollega, stille nogle krav til mine kollegaer i forhold til, du kan ikke selv være ansvarlig for at tage en beslutning lige nu, så derfor gør jeg det. Fordi det er også det ansvar, jeg har som kollega.
Julie Bundgaard: Nu hørte vi jo Louise i starten fortælle, at hun ligesom arbejder videre i fem uger efter. Men er det for sent at komme efter fem uger? Er løbet så bare kørt, eller kan man godt blive ved med at komme tilbage til en episode, der måske er sket?
Rikke Sørensen: Det kan man sagtens. Det er aldrig for sent. Jeg tænker meget, at den belastning, der ligger, det er kumulativ belastning, altså bægeret, der bliver fyldt langsomt, dryp, dryp, dryp.
Og måske er det ikke kun vold og trusler, men også noget af den følelsesmæssige belastning, som er med til at fylde bægeret op. Så jeg tror, det er vigtigt, at man tager alvorligt, hvad man mærker, når man mærker det, og tager fat i nogen.
Nogle arbejdspladser vælger at sætte medarbejderne sammen i makkerpar, så har man en buddy. Så hvis jeg mærker noget, så er det dig, jeg tager fat i. Andre har det sådan, at det vil lederen gerne høre om. Og endelig kan man også på de enkelte vagter faktisk lave nogle måder, hvor man tjekker ud fra en vagt. Så hvordan kan vi lige tjekke ud med hinanden?
Lene Reinseth: Vi prioriterer lige at sætte os ned og få gjort noget ved det her, fordi der er ikke nogen, der skal gå hjem og ondt i maven.
Julie Bundgaard: I har sagt rigtig, rigtig mange gode ting, og jeg tænker, at vi skal til at samle vores lille huskelister. Jeg har noteret mig nogen af jeres råd, fordi hvis vi vil undgå vold på arbejdspladsen, når vi kan, og det vil vi selvfølgelig rigtig gerne, så kan man altså komme rigtig langt ved at deeskalere de situationer, hvor det kan lade sig gøre.
Lene Reinseth: Det er et godt stykke relations arbejde, det kommer man rigtig langt med.
Rikke Sørensen: Og relationerne mellem kollegaer er også enormt vigtige, og måske kan man endda strukturere det lidt, at man får talt sammen med hinanden som kollegaer.
Julie Bundgaard: Så vigtigt både at kende borgerne, men især også hinanden som kolleger, så man kan bruge hinanden. Så kan man også forsøge at sætte sig få krav, helst ingen krav, når situationen bliver akut. Og så det her med at tage retningslinjerne for sikkerheden alvorligt. Hvis du står i scoren, at der skal være to omkring den her borger, så skal der ligesom være to.
Og så få talt, talt, talt og talt. Måske især det her med efter en hændelse, lige at få sat sig ned og få talt på sådan en ret objektiv måde, som du foreslår, altså med en arbejdsskadeanmeldelse, kan ligesom gøre det.
Lene Reinseth: Det er det der med at trække læring ud af de her voldsomme hændelser, både i borgerperspektiv, men i høj grad også i det kollegiale.
Julie Bundgaard: Måske skal man tale med en psykolog, og hvis man har brug for det, så er der jo også steder hos FOA, som man kan henvende sig hos, og mennesker derinde, der kan hjælpe dig. Hvis I skulle sende et vigtigt råd videre til dem, der arbejder på steder, hvor vold kan være en del af arbejdsdagen, hvad skulle det så være?
Lene Reinseth: At der ikke er noget, der ikke er okay at sige. Det skal man altid have lov til. Fordi vores tolerancetærskel er forskellig.
Julie Bundgaard: Rikke, hvad vil du give med af råd?
Rikke Sørensen: At være skarp på det her med, at det var hændelsen, det var ikke noget med dig. Så man får af stigmatiseret. For jeg tror, det er noget af det, der også kan slide på stolte fagfolk, at man kommer til at skamme sig eller føle skyld over, at det overhovedet skete. Ja, omsorgen for borgeren ligger i opgaven, men husk, at omsorgen for mig selv, den skal også lige med.
Julie Bundgaard: For ellers er det svært at give omsorg til borgeren.
Rikke Sørensen: Ja, præcis. Og når man har været i en episode, har man endnu mere brug for den i en periode. Jeg synes, at Louises eksempel er rigtig fint, fordi det er sådan et eksempel, hvor man kan sige, at hun får pareret, og det forklarer hun faktisk også selv.
Men hvor truet har hun følt sig? Det er rigtigt, hun forklarer, at hun ikke blev ramt i hovedet. Men hvor truet følte hun sig? Og det er præcis graden af, hvor truet hun følte sig, der afgør, hvor belastet hun bliver.
Og der spiller det en enorm rolle, hvordan kollegaerne også tager imod og formår at lytte og spørge ind og undgår at komme med deres egne gode råd eller validerer, at det her var voldsomt eller ikke voldsomt. At man lader den, der har oplevet episoden, afgøre, hvilken betydning den har.
Julie Bundgaard: Hvis du derude godt kunne tænke dig at arbejde med forebyggelsen, så er der altså gratis hjælp til kommunale arbejdspladser både hos SPARK, som er Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne, og hos ekspertrådgivningen.
Så måske man lige skulle prikke sine ledere på skulderen og fortælle dem om det. Jeg vil i hvert fald sige tusind tak for at gøre os alle sammen meget klogere på, hvordan vi kan gøre noget ved de her voldsomme episoder på arbejdspladsen.
Tak til dig, Rikke Sørensen, psykolog med specialisering i psykiske belastninger, som er relateret til arbejdet med mennesker og også tidligere sygeplejerske. Og også tak til dig, Lene Reinseth, socialpædagog på et budtilbud.
Nu fik vi jo ligesom startet samtalen, kan man sige. Så jeg håber, at I vil fortsætte den derude. Mit navn er Julie Bundgaard, og du kan altså lytte med i ’Færdigt Arbejde’ næste gang.
Du har lyttet til ’Færdigt Arbejde’, Fagbladet FOAs podcast med gode råd og faglige inspiration til dit arbejdsliv. Hvis du har ris eller ros eller en god idé til et godt emne, vi kan kigge på i en kommende episode, så skriv til os på
fagbladetfoa@foa.dk. Tak fordi du lyttede med.