Jeg skal love for, at debatten om afskaffelse af en helligdag har fået dele af
fagbevægelsen op af stolene. Beslutningen er da også et gedigent angreb på den danske
arbejdsmarkedsmodel, som blandt andet drejer sig om, at regering og Folketing ikke skal blande sig i arbejdsmarkedsforhold.
Debatten om store bededag skærmer for de mange andre og mindst lige så alvorlige beslutninger, det regerende arbejdsfællesskab har meldt ud i sit grundlag.
Regeringen vil omfordele penge og give de i forvejen økonomisk bedst stillede endnu flere penge mellem hænderne. Den smule skattelettelse, som et typisk FOA-medlem får, skæpper ikke meget.
Endnu engang får de økonomisk svagest stillede ikke flere penge til rådighed. Det er usolidarisk og burde vække fagbevægelsen til live. Når kommuner og regioner samtidig skal spare, for at nogle offentligt ansatte kan få en lønstigning, går det da helt galt. De fodrer hunden med sin egen hale.
Det bliver spændende at se, hvordan afskaffelsen af en helligdag skal foregå i praksis. I sektorens overenskomst har vi nettoårsnorm på både 1.681 timer og 87 døgnvagter. Vi har bruttoårsnorm på 1.924 og gennemsnitlig 37 timer om ugen.
Hvor detaljeret vil regeringen gå frem?
Sikkert er det, at helligdagsbetalingen vil forsvinde, og dermed kommer det til at koste penge. Svaret fra fagbevægelsen skal – ud over en markant afvisning – vel være et krav om flere feriedage eller en 30 timers arbejdsuge.
Lad de kristelige om at tage sig af helligdagene, så tager vi os af overenskomster og flere fridage.