I øjeblikket har politikerne travlt med at diskutere, hvorvidt ansatte på sygehuse og i ældreplejen skal have mere i løn for at løse den massive rekrutterings- og fastholdelseskrise.
Men faktisk behøves der slet ikke at blive tilført penge for at vende den negative spiral, som sundhedsvæsenet er fanget i. Det vurderer Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet.
Han peger på, at der i sundhedsvæsnet bliver brugt flere og flere dyre kroner på overarbejdsbetaling og vikarer. Samlet set løber det op i mere end tre milliarder kroner årligt.
For eksempel er der det seneste år brugt 2,2 milliarder kroner for tillæg for ekstra timer og ændrede vagtplaner. Det er tæt på en fordobling på bare to år, viser beregninger på baggrund af tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).
“Der er som minimum tre milliarder kroner at gøre godt med,” konstaterer Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet.
“Det er en lønsum, som man kan udnytte smartere, hvor der inden for rammen både vil være plads til lønstigninger og flere i fast ansættelse,” vurderer han.
Bekymrende stigning i overarbejde
Tidligere på ugen kunne Fagbladet FOA fortælle, at mængden af overarbejde på sygehuse som minimum er fordoblet blandt både portører, social- og sundhedsassistenter og ambulancepersonale på to år. Og næsten samme udvikling ses i ældreplejen.
Den store stigning overrasker Jes Søgaard, der mener, at det er vigtige tal at ‘få frem’.
Læs også: Overarbejde på sygehuse er fordoblet på to år
“Stigningen er bekymrende, for det er samlet set næsten fordoblet på bare to år. Det bliver en del af den negative spiral, hvor man er nødt til at belaste sit personale mere, end de er ansat til,” siger Jes Søgaard og fortsætter:
“I forvejen oplever man i sundhedsvæsenet stigende arbejdsbyrde, hvor man hele tiden oplever, at der ikke er tid til at gøre det, man egentlig burde gøre. Det kalder man klinisk udbrændthed, og det er desværre kraftigt stigende.”
“Der er pludselig nogle midler i sundhedsvæsenet, som man kan begynde at forhandle om. Med til ligningen hører, at hvis man ikke gør noget, så vil udgifterne stige, og her må man også spørge, hvor længe det eksisterende personale vil finde sig i, at mængden af overarbejde og ændrede vagtplaner vokser,” siger Jes Søgaard.
Bør give grønt lys til forhandlinger
Det store spørgsmål ifølge sundhedsøkonomen er, hvor mange flere man kan ansætte ved at give personalet højere løn.
“Der er en hypotese om, at hvis man giver højere løn, vil man kunne tiltrække nogle af dem, der har forladt området, eller er gået på deltid. Det vil gøre arbejdsbelastningen mindre for den enkelte, fordi man populært sagt får flere kolleger. Så begynder man at ændre den nedadgående negative spiral til en positiv spiral, og det er den udvikling, der skal ske,” siger Jes Søgaard.
“Her skal der selvfølgelig først laves nogle analyser. Hvor meget ekstra personale får man, hvis man hæver lønnen med for eksempel 10 procent? Det regnestykke skal laves, og så skal man i gang med at vende den negative brug af lønkroner,” siger Jes Søgaard.
Ifølge sundhedsøkonomen er beløbet på fire milliarder kroner formentlig ikke ’nok’, men det kan være en start til at vende udviklingen. Til gengæld bliver det ikke uproblematisk, for andre faggrupper i det offentlige vil med garanti også kræve lønstigninger, hvis det sker på sundheds- og ældreområdet.
“Men man kan jo sige, at det her er sundhedsvæsenets egne penge, så det skal for eksempel fængselsforbundet ikke blande sig i, og måske kan de lave samme regnestykke,” siger Jes Søgaard.