Det er den enkelte borger, som er ekspert i egen livssituation og bedst ved, hvad der skal til for at skabe et godt og meningsfuldt liv. Derfor er det vigtigt, at fagprofessionelle tager afsæt i borgerens behov, håb og ressourcer og skræddersyer et sammenhængende forløb, så den enkelte borger ikke skal bruge kræfter på at finde rundt i systemer, rettigheder og muligheder.

Husk, at ikke alle får den rehabilitering, de har brug for. Således er social ulighed ifølge forskning årsag til, at der er forskel på, hvem der tilbydes og gennemfører et forløb. For nogle borgere øger det blandt andet risikoen for at blive udstødt fra arbejdsmarkedet, eller at deres funktionsevner ikke forbedres. Det forpligter at være ekstra lydhør over for dem.

Tænk på de pårørendes trivsel. Når de inddrages i et rehabiliteringsforløb og bistår både borgeren og de fagprofessionelle, er der er risiko for, at det belaster de pårørendes egen sundhed og hverdag. Derfor skal de støttes i at drage omsorg for sig selv.

For at kvalitetssikre arbejdet og fremme læring er det vigtigt, at kommunerne og de enkelte arbejdspladser har en fast struktur for at indsamle og anvende data. Eksempelvis kan man efter et afsluttet rehabiliteringsforløb holde opfølgende møder. Det kan give en vigtig læring, i hvad der virker godt og knap så godt. Samtidig skal der udarbejdes et fælles sprog og forståelse for de fagprofessionelles kompetencer inden for rehabilitering som en vej til bedre og mere uddannelse.

Det er specielt den koordinerende ledelse, der er vigtig, fordi rehabiliteringsforløb strækker sig over forskellige enheder. Der skal ledere skabe rammer for, at forskellige faggrupper kan arbejde sammen. De skal kunne lede ud over deres egen medarbejdergruppe.

Kilde: Jette Thuesen, lektor ved institut for sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet og Center for Ernæring, rehabilitering og jordemoderkundskab, Professionshøjskolen Absalon